Energinet-forsinkelser når nye højder: »Det er dybt frustrerende«
En ny opgørelse har over weekenden lagt nye lag på omfanget af forsinkelser hos monopolselskabet Energinet. Nu stiller energiministeren op til interview for første gang.
Forsinkelserne i Energinets udbygning af det danske elnet vokser.
Det viser en ny opgørelse, som over weekenden er oversendt til Folketingets partier.
»Det er dybt frustrerende,« siger energiminister Lars Aagaard (M) til Finans.
For første gang stiller han op til interview, efter kritikken over de seneste uger er haglet ned over både Energinet, Energiministeriet og ministeren selv.
Eksperter, erhvervsorganisationer og oppositionspartier har på det skarpeste kritiseret, at Energinets forsinkelser ved indgangen til 2025 ramte næsten fire af fem projekter – vel at mærke uden Folketinget fik besked.
På tirsdag skal Lars Aagaard svare på kritikken under et samråd i Folketinget, men inden da kan han altså løfte sløret for et nyt detaljeret overblik over forsinkelser i det statsejede selskab. Analysen blev bestilt i foråret af Lars Aagaard for at give Folketinget bedre indsigt, og til stor ærgrelse for ministeren udpensler den, at forsinkelserne i Energinet har nået nye højder.
»Det er jo sådan set gået fra ondt til værre,« konstaterer ministeren, da Finans møder ham søndag formiddag.

