Fortsæt til indhold

Energikæmpe gør ladeabon­ne­ment gratis

Elafgiften sænkes, og det vil få elbilejeres behov for et abonnement på en ladestander til at falde. Nu tager energikæmpe konsekvensen.

Arkivfoto: Thomas Borberg/Ritzau Scanpix
Erhverv

»Alle ladeabonnementer på elbiler bliver værdiløse nu.«

Det var ordene fra Lars Binderup Bjørn, adm. direktør for elselskabet Ewii, da det i slutningen af april kom frem, at regeringen som led i den kommende finanslov vil sænke elafgiften fra de nuværende 72,7 øre pr. kWh til EU’s minimumsgrænse på 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027.

Årsagen er, at mange elbilejere i dag har et abonnement, der for en fast pris gør det muligt at lade ubegrænset uden at skulle bekymre sig om refusion af elafgifter. Men når regeringen sænker elafgiften, forsvinder sidstnævnte årsag til at købe et abonnement.

Også Andel, der via datterselskabet Clever har en betragtelig abonnementsforretning, har i samme forbindelse sagt, at den ændrede elafgift kræver »nytænkning«.

Og det sker nu, hvor et stort offensivt træk kommer fra Ewii. I en pressemeddelelse torsdag melder den jyske energikæmpe nemlig, at man øjeblikkeligt nedsætter prisen på serviceaftaler på ladebokse til »det rene ingenting.«

»Vi nedsætter kort og godt abonnementet på vores serviceaftaler til 0 kroner, uden at vi ændrer på fordelene. Samtidig sørger vi stadig for, at kunderne får refusion på den høje elafgift frem til nytår. Det er et unikt tiltag, som vi er de første til at tage – og det kommer både nye og eksisterende kunder til glæde,« udtaler Casper Brejnbjerg Olsen, direktør for abonnementssalg og kundeservice i Ewii, i pressemeddelelsen.

Ewii nedsætter prisen på en serviceaftale til en privat ladeboks til 0 kr, hvorefter man kun betaler for det strømforbrug, man har til at lade bilen. Hidtil har det månedlige abonnement været på 79 kr.

»Serviceaftaler på ladebokse til elbiler vil skifte karakter med udsigten til, at regeringen stort set afskaffer elafgiften ved årsskiftet. Især fastpris-abonnementer bliver voldsomt dyre i forhold til mange elbilisters behov. Derfor nedsætter vi i Ewii allerede nu prisen på vores serviceaftale til det rene ingenting, mens kunderne fortsat kan benytte vores intelligente opladning og have trygheden med en serviceaftale, hvis der er bøvl med boksen,« lyder det fra Casper Brejnbjerg Olsen.

Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, har tidligere beskrevet, hvordan det er FDM’s vurdering, at den nye elafgift vil »ryste branchen«, da ladeoperatørerne har bygget en betydelig forretning op omkring afgiftsrefusionsordningen.

Nu sker der imidlertid noget, og i et opslag på Linkedin kalder forbrugerøkonomen meldingen fra Ewii »vild«, mens han vurderer, at energikæmpen lægger en presbold på resten af markedet.

»De (Ewii) er ikke blandt de største på markedet, men som både ladeoperatør og elleverandør vil de tydeligvis både holde fast i eksisterende kunder og forsøge at kapre nye – og banker derfor prisen i bund. Altså: samme vilkår som før – nu bare gratis. Men hvad gør de andre? Følger de trop – eller hiver en helt ny kanin op af hatten?«

»En ting er sikkert: det bliver spændende at se både, hvordan aktørerne reagerer, og hvor kreative branchen kan være.«

Artiklens emner
Elbiler
FDM