Fortsæt til indhold

Massefyring i Novo Nordisk: Flere ansatte søger selv væk

»Flere foretrækker en fratrædelsesaftale,« lyder det fra fagforening midt i Novos omfattende fyringsrunde.

Ifølge fagforeninger kan omorganiseringen i Novo Nordisk betyde, at ansatte skal skifte arbejdssted. Her er det selskabets hovedkvarter i Bagsværd. Foto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Mens en historisk fyringsrunde er i fuld gang i Novo Nordisk, får flere ansatte lyst til at forlade koncernen af egen fri vilje.

Flere fagforeninger fortæller nu, at de får henvendelser fra medicinalgigantens ansatte, der kraftigt overvejer deres fremtid i koncernen.

Flere håber ligefrem, at de ikke skal fortsætte på bagkant af massefyringen.

»Der er flere, der siger, at de foretrækker en fratrædelsesaftale,« siger Tina Andersen, der er teamchef i DM, som organiserer akademikere inden for blandt andet kommunikation og økonomi.

Sammen med afskedigelsen af omkring 5.000 medarbejdere i Danmark sker også store organisatoriske forandringer i Novo-koncernen.

Hele afdelinger bliver lukket, og flere ansatte oplever, at deres vilkår og arbejdsliv er markant forandret.

De får blandt andet stillet i udsigt, at de skal have nyt arbejdssted, nye arbejdsopgaver, nye chefer eller mindre hjemmearbejde.

»Hvis man fremover skal arbejde på en anden af Novo Nordisks lokationer, kan det for nogen betyde meget længere transport, som gør, at deres familieliv ikke nødvendigvis kan hænge sammen,« forklarer Tina Andersen.

Novo Nordisk har blandt andet afdelinger i Kalundborg, Bagsværd og Hillerød.

Fyringerne i virksomheden er for alvor begyndt i denne uge og forventes at rulle videre i næste.

I Djøf, som har omkring 850 medlemmer i Novo Nordisk, har man fået omkring 100 henvendelser fra nu opsagte ansatte og forventer flere den kommende tid.

Også her får man en del henvendelser fra Novo-ansatte, der ikke er afskediget.

»Mange overvejer nu deres karriere, fordi de ikke har lyst til at blive i en virksomhed, hvor der sker så store forandringer og mulighederne for hjemmearbejde bliver reduceret. Mange er usikre på, om de skal møde ind på samme arbejdsplads, hvem der bliver deres kolleger og chef og arbejdsopgaver. De oplever, at alle bolde er kastet op i luften,« siger Jakob Sloth Petersen, som er chefkonsulent i Djøfs afdeling for karriere og erhver.

Fagforeningen IDA, der har 7.000 medlemmer ansat i Novo Nordisk, oplyser, at man har medlemmer, der er frustrerede over udsigten til nye arbejdsopgaver og lokationer.

Nogle af dem forklarer også ifølge fagforeningen, at de i det lys havde foretrukket en opsigelse.

Det billede genkender man i fagforeningen Lederne, der har 1.000 medlemmer i Novo Nordisk.

»Vi har også fået henvendelser fra nogen, der har fået tilbudt en anden stilling på nogle andre vilkår, som et alternativ til en fratrædelsesaftale. Hvor de så kunne vælge at sige ja til enten det eller de fratrædelsesvilkår, som gælder i øvrigt,« siger Rikke Agervig Helles, der er juridisk chef i Lederne.

Fagforeningen Pharmadanmark oplyser, at man har fået en række henvendelser fra medlemmer, som er bekymret for de vilkår, fyringsrunden efterlader dem med.

»Selvom det hele går stærkt lige nu - og Novo-medarbejderne i nogle tilfælde ikke får lang tid til at vurdere, om de ønsker at sidde i den nye stol eller ej - vil jeg opfordre vores medlemmer til at kontakte vores juridiske team, så vi kan afklare, om vilkårene er fair,« siger direktør i Pharmadanmark Susie Stærk Ekstrand.

Fagforeningerne oplever, at nye signaler fra ledelsen i Novo Nordisk om hjemmearbejde især vækker bekymring.

»Det er noget, der fylder meget for de medlemmer, der fortsat er ansat. Det handler om, at de jo skal have et liv til at hænge sammen, og har haft en forventning om, at de kunne arbejde hjemmefra faste dage,« siger Tina Andersen.

Topchef Mike Doustdar har meldt ud, at Novo-ansatte som udgangspunkt skal møde ind på kontoret alle ugens fem hverdage, dog med mulighed for undtagelser.

Han har desuden ryddet ud i antallet af titler og indført et globalt ansættelsesstop for alle ikke-forretningskritiske områder.

Fyringsrunden i Novo Nordisk er i det hele taget et resultat af en omfattende forandring i koncernen.

De 5.000 i Danmark svarer til omkring 15 pct. af selskabets danske arbejdsstyrke, der er steget med omkring 50 pct. det seneste år. På globalt plan skal virksomheden af med 9.000 medarbejdere.

Novo Nordisk har tidligere sagt, at koncernen sigter mod at være færdig med den danske del af fyringsrunden inden efterårsferien.

Sidste uge ramte fyringerne medicinalvirksomhedens afdelinger for kvalitetssikring, HR og kommunikation.

I denne uge bliver produktionen, herunder både ingeniører og operatører, ramt. Det gælder også for Novo Nordisks største produktionssite i Kalundborg.

Næste uge gælder ifølge Finans’ oplysninger Novos it-afdeling samt forskning og udvikling, som vil blive reduceret i personale.

Novo Nordisk kommenterer ikke den igangværende fyringsrunde og har ikke ønsket at kommentere på, om koncernen forventer opsigelser i forbindelse med transformationen af virksomheden.

»Vi har tidligere offentliggjort, at vi forventer ca. 5.000 afskedigelser i Danmark. Af respekt for de involverede medarbejdere ønsker vi ikke at dele yderligere detaljer om processen på de enkelte produktionsfaciliteter eller ansvarsområder. Denne proces tager tid, og vores højeste prioritet er at støtte vores medarbejdere,« skriver selskabet.

Artiklens emner
IDA
Novo Nordisk