Fortsæt til indhold

Danske virksomheder suger maven ind: Antallet af afskedigelser stiger generelt

Ikke alle afskedigelser trækker store overskrifter. Helt uden du nok har bemærket det, er flere af landets virksomheder blevet mindre. Vicedirektør i Dansk Industri har en ide om, hvad udviklingen kan tilskrives.

Antallet af varslede fyringer er steget de seneste år.
Erhverv

De fleste ved nok nu, at Novo Nordisks lønningsliste er blevet nogle navne fattigere.

I september lød meldingen fra Novo-topchef Mike Doustdar, at 5.000 danske medarbejdere inden for den kommende tid ville blive bedt om at pakke deres gode tøj og gå.

Nu virker det til, at medicinalgiganten er færdig med at sende folk hjem.

Men andre virksomheder er måske kun lige gået i gang, tyder tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) på.

Siden indgangen til 2025 og frem til og med september har 183 virksomheder allerede varslet 11.764 fyringer.

Til sammenligning blev der varslet 8.796 fyringer i hele 2024, fordelt på 245 virksomheder.

Stigningen i 2025 skal ses i lyset af Novo Nordisks fyringsvarsel i september.

Ser man bort fra dem, er der dog stadig blevet varslet over 6.700 fyringer i 2025 med tre måneder tilbage af året.

Det er flere, end der blev varslet fyret i hele 2022.

Siden Rusland gik ind i Ukraine og rystede verdens markeder – og særligt de europæiske – er antallet af fyringer, som danske virksomheder har varslet til STAR, i det hele taget steget markant.

Også helt uden at afskedigelserne har trukket overskrifter i landsdækkende medier.

Ifølge aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen har det længe været et greb for danske virksomheder at foretage afskedsrunder uden at involvere offentligheden.

»Jeg vil tro, at alle de største danske virksomheder har benyttet sig af denne her beskedne afskedsrunde på et eller andet tidspunkt. Og på grund af denne her sense of urgency i øjeblikket er der nok særligt mange, der gør det lige nu,« siger han.

Slår man nogle af Danmarks største virksomheder op i cvr-registeret, får man en idé om, hvilke virksomheder der blandt andet har reduceret i medarbejderstaben den seneste tid.

Siden udgangen af 2024 er 165 færre medarbejdere registreret ansat under Danfoss A/S’ cvr-nummer. Danfoss A/S er koncernens største enhed i Danmark.

I september havde virksomheden således 2.481 ansatte, hvilket er det laveste antal ansatte siden 2019, hvor cvr-registerets offentligt tilgængelige data går tilbage til.

I oktober 2019 var der 2.911 personer registreret ansat i Danfoss A/S.

Altså er antallet af ansatte, som er registreret under Danfoss A/S’ cvr-nummer, faldet med omkring 500 mennesker siden for seks år siden.

Til Finans forklarer Danfoss, at opgørelsen i det danske cvr-register ikke giver det fulde billede af, hvor mange ansatte virksomheden har på dansk grund, og at der ikke kan konkluderes noget på baggrund af tallene.

Det opgør kun antallet af ansatte på global plan, og her har niveauet været det samme siden udgangen af 2024. Desuden har Danfoss flere andre enheder i Danmark med separate cvr-numre, skriver en repræsentant for virksomheden til Finans.

Et andet eksempel på en dansk virksomhed, der har skåret i medarbejderstaben, er Coop.

Siden januar i år er omkring 700 færre registreret ansat i virksomheden.

Ifølge informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen skal udviklingen ses i forlængelse af den store omstrukturering af detailkæden, som blev aftalt forrige sommer, og som er blevet effektueret i løbet af i år.

Flere af de butikker, Coop ejede, er derfor blevet lukket eller solgt til Salling Group.

Ifølge Jacob Pedersen hænger udviklingen hos virksomhederne sammen med, at usikkerheden på markederne er blevet accelereret af en handelskrig mellem to stormagter og amerikanske toldafgifter.

»Der er rigtig mange virksomheder, som godt kan se, at tingene er bremset op. Slutmarkederne er blevet svækket, særligt på grund af Trump. Og det inviterer jo virksomheder til at kigge indad,« siger Jacob Pedersen.

En lignende årsagsforklaring gav adm. direktør i PwC Danmark Lars Baungaard for nylig i Børsen.

Også hos Dansk Industri hører man om et stigende fokus på omkostningerne hos brancheorganisationens medlemmer, fortæller vicedirektør i Dansk Industri Morten Granzau Nielsen.

»På overfladen ser alt jo fornuftigt ud. Beskæftigelsen stiger, og ledigheden ligger konstant på 2,9 pct. Men vi fornemmer også denne her bekymring og et stigende fokus på at få styr på forretningen i en række af vores virksomheder,« siger han og tilføjer:

»Og det er også afledt af, at vi lever i en verden, som er ret usikker, og hvor der sker store forandringer fra dag til dag.«

Morten Granzau Nielsen, lever vi i en mere usikker verden nu end for et år siden?

»Det er svært at svare på. Vi har jo på mange måder levet i en mere usikker verden de seneste fem år,« siger han og henviser her til coronapandemien, som kraftigt begrænsede verdens produktion og levering, og som af samme årsag førte til enormt mange fyringer.

I 2020 blev over 21.000 ansatte således varslet fyret, viser tal fra STAR. Et højere antal fyringer skal man tilbage til finanskrisen for at finde.

Adspurgt om Morten Granzau Nielsen tror, fremtiden kommer til at bringe flere reduceringer i personaleomkostningerne hos danske virksomheder, svarer han:

»Det kan gå begge veje,« svarer han og tilføjer:

»Men der er skabt en ny konkurrencesituation, som gør, at man har et behov for at være skarpere omkostningsmæssigt, også i en længere periode end den, man bare lige skal stå igennem nogle måneder nu her.«