Chefer i opgør med julefrokosten: »Egentlig et vanvittigt koncept«
Flere virksomheder vender sig imod den klassiske julefrokost. Der er blevet længere mellem snapsene og kortere aftener.
Sara Green har altid haft et ambivalent forhold til firmajulefrokosten.
Hun er direktør i it-konsulenthuset Pico Publish og har både oplevet årets firmafest som medarbejder og leder. Hun mener, der er to sider af medaljen ved en klassisk firmajulefrokost:
Glæden ved at samles og ubehaget, når promillerne tager over.
»Op til julefrokosten var alkoholen altid i fokus. Bagefter morede man sig over dem, der havde været alt for fulde og gjort noget åndssvagt,« siger Sara Green.
Sara Green husker bl.a., da hun arbejdede i en virksomhed, hvor en nyuddannet kollega kastede op efter et stort snapseindtag under julefrokosten.
Flere år efter den julefrokost blev vedkommende kaldt »puker« af andre på kontoret. Sara Green kunne godt se, at personen ikke syntes, det var sjovt.
Nysgerrig? Hør journalist Iben Schmidt fortælle mere om virksomhederne og julefrokosterne i denne podcast.
Hun har også på tidligere arbejdspladser oplevet folk, der fik advarsler, og en enkelt, der blev fyret efter en julefrokost. Hun har med egne ord altid haft søde kolleger, men har alligevel oplevet grænseoverskridende adfærd til julefrokoster.
»Der var engang en kollega, der blev ved med at hive mig op på et bord for at danse. Det var grænseoverskridende,« siger Sara Green.
Hun er overbevist om, at det ikke ville være sket uden alkohol.
I en undersøgelse fra fagorganisationen Lederne svarer 32 pct. af de adspurgte ledere, at de har oplevet konflikter eller uønsket adfærd til julefrokosten på deres arbejdsplads. 95 pct. mener dog stadig, at julefrokosten styrker relationerne på arbejdspladsen.
Men den klassiske firmajulefrokost er under opbrud i flere store virksomheder. Mange steder er festen blevet omdøbt til årsfest eller celebration party.
Bl.a. er forsikringsselskaberne IF og Gjensidige samt konsulent- og revisionshuset PwC »for mange år siden« gået væk fra den traditionelle julefrokost med øl og snaps.
»Det er vigtigt, at det holdes i nogle rammer, der tilgodeser, at så mange som muligt kan have en god aften,« skriver PwC, der i år holder julefrokost med temaet Jingle & Mingle – Christmas Market, hvor man kan vælge sin mad fra forskellige juleboder og mingle med sine kolleger. Danske dj’s og musikere står for underholdningen.
Som chef har Sara Green for længst gjort op med den klassiske julefrokost. I år har Pico Publish booket padelbaner. Herefter er det på restaurant med mad og drikke – både med og uden alkohol. Ingen tårnhøj musik eller dans på bordene.
»Festen er bygget op om, at vi skal hygge os sammen – ikke være fulde. Jeg kan mærke, at nogle savner det gamle koncept: dødsdrukfest, hvor vi bare giver den gas. Men der er stor tilslutning til vores fester,« siger Sara Green.
Der er flere ting at tænke over – ikke mindst i kommunikationen – når man arrangerer en julefrokost, siger Sara Green.
Det gælder bl.a. omtalen af arrangementet, hvornår fredagsbaren åbner, eller om der er lagt op til andre former for samvær inden arrangementet, hvor alkohol ikke er det primære formål.
Efter middagen med Pico Publish kan de, der vil, tage videre i byen. Der er overnatning til dem, der bor langt væk. Sara Green kan godt lide traditioner, hvis de bare er inkluderende.
»Jeg synes, det er dejligt, at folk drikker øl, og der bliver løsnet op. Jeg synes bare ikke, man så skal tyre en halv flaske snaps og gå balalajka på sit arbejde,« siger Sara Green.
Den traditionelle firmajulefrokost har alle dage været et socialt eksperiment, der er dømt til at gå galt. Det mener Pernille Sandberg Bech, der driver platformen Goodtalks med fokus på diversitet.
Hun er tidligere hr-direktør for både Falck og Aleris Hamlet.
»Det er jo egentlig et vanvittigt koncept. At mødes en gang om året og drikke sig ned med mennesker, der ofte bare arbejder sammen og ikke kender hinanden ellers,« siger Pernille Sandberg Bech.
»Det kan godt være, at den traditionelle julefrokost er ved at dø, men det vil være en meget langsom død,« siger hun.
I sine yngre dage oplevede hun engang, at der blev udleveret kondomer til medarbejdere som en særlig festlig service.
Og ser man tilbage i tiden, dukker der da også flere historier op om grænseoverskridende adfærd. En af de kendte historier er tv-vært Sofie Lindes fortælling om, hvordan hun blev udsat for sexchikane under en DR-julefrokost. En historie, der satte gang i #MeToo-bølgen.
»Jeg kender stadig nogle, der oplever at få en hånd på bagdelen til en julefrokost i dag,« siger Pernille Sandberg Bech.
Havde man ekstra travlt i hr efter sådan en julefrokost?
»Jeg må med skam sige, at det havde vi ikke. Før #MeToo var der ikke rigtig kutyme for, at man reagerede på noget. Jeg har én gang i min karriere skullet gå ind til direktøren og sige, at hans højre hånd havde noget kørende med en person længere nede i hierarkiet. Og at det gjorde, at ingen havde respekt for ham. De var gode venner, så det var en svær besked at give,« siger Pernille Sandberg Bech.
