Tumultarisk ledelsesopgør kulminerer: Sådan greb Lars Rebien magten i Novo Nordisk
Finans udruller her den store fortælling om det opsigtsvækkende ledelseskaos i Novo Nordisk, der har udviklet sig til et af de seneste års største erhvervsdramaer. Et drama, der har én person i den absolutte hovedrolle - Lars Rebien Sørensen, der er formand for Novos ejerfond. Fredag bliver hans magt total med overtagelsen af formandsposten i Nordisk Nordisk.
Fredag eftermiddag rammer det historiske ledelsesdrama i Novo Nordisk et dramatisk højdepunkt.
Her skal aktionærerne nemlig stemme om en ny bestyrelse i landets største medicinalselskab på en ekstraordinær generalforsamling.
Det er ikke bare en generalforsamling, det er en afstemning om fortolkningen af selve ejerskabet i Novo-modellen.
Nogle har kaldt det en magtdemonstration, andre et decideret kup.
Når investorerne har stemt, bliver det begyndelsen på en ny periode, hvor Novo Nordisk vil være tegnet af én mand: Lars Rebien Sørensen - tidligere Novo-topchef gennem 16 år og nuværende formand i ejerfonden Novo Nordisk Fonden.
Som bagtæppe ligger mere end et halvt års spektakulær konflikt mellem ejerfonden, Novo Nordisk Fonden, og den nu afgående bestyrelse i Novo Nordisk.
På baggrund af skriftlige og mundtlige kilder tæt på Novo Nordisk og Novo Nordisk Fonden forsøger Finans at kortlægge hele forløbet, der ledte op til magtopgøret i Novo Nordisk.
Historien begynder i sommeren 2024, hvor Novo-aktien i slutningen af juni runder kurs 1.000 - den højeste nogensinde.

