Finans henter Børsen-chefredaktør som ny kommentator
En af landets mest markante stemmer i erhvervsjournalistikken rykker nu til Finans: Niels Lunde er ny erhvervskommentator.
Finans foretager nu en af sine mest markante redaktionelle oprustninger til dato og henter Niels Lunde, der igennem mere end et årti har arbejdet som chefredaktør på Dagbladet Børsen.
»Niels Lunde er en af de mest markante stemmer i dansk erhvervsjournalistik. Han har med sin pen en unik evne til at skabe klarhed i og analysere den stigende kompleksitet, som landets virksomheder står over for. Han kombinerer nysgerrighed over for bl.a. strategi, ledelse og kunstig intelligens med dyb indsigt i, hvordan dansk erhvervsliv fungerer i praksis,« siger Finans’ ansvarshavende chefredaktør, Simon Bendtsen.
Niels Lunde indtræder i sin nye rolle som kommentator på lige fod med Finans’ nuværende erhvervskommentator og debatredaktør, Søren Linding, en anden af erhvervspressens stærkeste, mest vidende og respekterede analytikere.
»Med Niels Lunde og Søren Linding får Finans uden sammenligning det stærkeste makkerpar i landet, når det gælder om at analysere, forstå og udlægge virksomhedernes position, handlemuligheder og strategiske valg i en stadig mere geopolitisk usikker verden. Derfor er styrkelsen af vores stab af kommentatorer en vigtig milepæl i vores ambition om at være virksomhedernes foretrukne erhvervsmedie og levere indsigtsfuld og værdiskabende journalistik,« siger Simon Bendtsen.
Niels Lunde ser frem til at bidrage til at styrke Finans’ position som et uomgængeligt medie for beslutningstagere i dansk erhvervsliv.
»Jeg drives og motiveres af nysgerrighed og evnen til at forstå dansk erhvervsliv i dybden – og dét får jeg mulighed for at dyrke endnu mere på Finans. Jeg glæder mig til at bringe min erfaring ind i et digitalt medie, hvor hastighed og dybde kan gå hånd i hånd – og hvor ambitionerne er høje. Finans vil fremad, og det vil jeg også,« siger Niels Lunde.
Finans blev sidste år udskilt fra Jyllands-Posten og forfølger en ambitiøs vækstplan i regi af JP/Politikens Erhvervsmedier og i tæt samarbejde med Watch Medier.
Simon Bendtsen lægger ikke skjul på, at Finans med ansættelsen ønsker at rykke endnu tættere på sine læsere ved at behandle de muligheder og problemstillinger, der udfordrer og betyder mest for virksomhederne på kanten af 2026.
»Vi ønsker at udfordre, flytte og løfte erhvervsjournalistikken digitalt – og det kræver profiler, der har autoritet og gennemslagskraft. Niels Lunde har begge dele. Sammen med de mange andre profiler på Finans etablerer vi nu et endnu stærkere hold, man bliver nødt til at følge, hvis man vil forstå, hvad der rører sig i dansk erhvervsliv,« siger Simon Bendtsen.
Niels Lunde tiltræder på Finans den 1. februar 2026.

