Fortsæt til indhold

Novo Nordisk afslører Mike Doustdars første løn

Novo Nordisk har onsdag offentliggjort vederlagsrapporten i kølvandet på årsregnskabet. Dermed er det nu for første gang muligt at se, hvad Mike Doustdar tjener i sin nye rolle som topchef.

Novo-topchef Mike Doustdar. Arkivfoto: Carsten Lundager
Erhverv

Mike Doustdar har i sin første tid som topchef i Novo Nordisk tjent 20,7 mio. kr.

Det oplyser Novo Nordisk onsdag efter at have udgivet vederlagsrapporten.

Beløbet omfatter fast vederlag for perioden 7. august til 31. december 2025 og variable vederlag for året 2025.

Selskabet har også regnet på, hvad han havde modtaget, hvis han havde været topchef hele året.

Det vil svare til en årlig aflønning på 34,6 mio. kr.

»Baseret på det beregnede årlige beløb for 2025 ville faldet i den samlede årlige CEO-aflønning fra 2024 til 2025 være 38 pct., hvilket er drevet af lavere resultater i både den kortsigtede incitamentsordning og i den langsigtede incitamentsordning,« skriver Novo Nordisk.

Novo Nordisk oplyser også, at topchefens løn ligger i den lave ende sammenlignet med andre europæiske medicinalvirksomheder.

Mike Doustdar afløste som bekendt Lars Fruergaard Jørgensen som topchef i Novo Nordisk sidste år.

Lars Fruergaard Jørgensen har i flere år været den bedst lønnede topchef i det danske C25-indeks.

I 2024 kunne Lars Fruergaard Jørgensen indkassere ca. 57 mio. kr. i vederlag. Det er knap 11 mio. kr. lavere end i 2023, hvor lønnen lød på 68,2 mio. kr