Fortsæt til indhold

Hvad en 100 år gammel roman kan lære os om AI-panikken hos DSV

Når kunstig intelligens forvirrer aktiemarkedet, er det, fordi den udfordrer vores forståelse af, hvad der skaber værdi. DSV-aktiens nedtur fortæller os, at aktiemarkedet kæmper med at forstå tre giftige dilemmaer. Endda på samme tid.

Erhverv

Vil du vide, hvad topcheferne tænker? Erhvervskommentator Niels Lunde skriver hver fredag om de dygtige og mindre dygtige topchefer. Skriv dig op til nyhedsbrevet "Topchefens Agenda" her.

I denne uges nyhedsbrev skriver jeg om:

  • DSV-aktiens nedtur og forfatteren Thomas Manns guide til at forstå AI.
  • Ugens høm, høm: André Rogaczewski, Netcompany.
  • Ugens citat: Kirsten Ægidius, Hjem-Is.
  • Ugens tre bedste erhvervs-podcast.
  • Ugens tip: Guldkalven på Mungo Park. Om Novo Nordisk.

Kære læser

I Thomas Manns roman Trolddomsbjerget kommer en ung mand, Hans Castorp, til et sanatorium i de schweiziske alper. Han skal kun være der i nogle få uger, men ender med at blive der i flere år.

Romanen udspiller sig i tiden op til den første verdenskrig, og efterhånden som den unge Hans Castorp lærer de andre gæster at kende, møder han forskellige livssyn.

Det foregår i en tid, hvor vilkårene bliver mere usikre, og han lærer, at hans udfordring ikke er at vælge én sandhed, men at orientere sig i en verden, hvor et opbrud er på vej. Noget er i bevægelse.

Det er tankevækkende, at Thomas Manns roman er en slags fortolkning af denne uges store historie i erhvervslivet:

Kunstig intelligens skaber chokbølger i aktiemarkedet.

Når en nyhed fra en lille og ukendt AI-virksomhed i USA kan få værdien af DSV til at falde med 45 mia. kr. på en dag, hvad foregår der så?

Kan en dannelsesroman fra 1924 fortælle erhvervslivet noget i 2026? Kan Thomas Mann hjælpe os med at forstå vores forvirring over kunstig intelligens?

Kunstig intelligens giver os tre dilemmaer

Svaret er ja. I romanen breder der sig en usikkerhed om, hvad der egentlig er Europas styrker, og da jeg kiggede nærmere på kursfaldet i DSV-aktien, røg jeg ned i et kaninhul. En lille skatkiste af iagttagelser af tidens erhvervsliv.