Finans Impact

KÆRE LÆSER

Jeg går stadig og grubler over den reaktion, vi fik fra de internationale olie- og gasselskaber, da den danske regering i søndags foretog en opsigtsvækkende uvending i forhold til Nordsøens sorte guld.

Det virker umiddelbart udramatisk. Man vil undersøge mulighederne for at forlænge en eller flere af de licenser, der allerede er givet til at suge olie og gas op af Nordsøens undergrund.

Regeringen nævner selv Tyra-feltet, der har en licens, som udløber i 2042. Feltet, som er ejet af det franske olieselskab TotalEnergies, er netop blevet renoveret og kan derfor uden de store ekstraomkostninger blive ved med at levere fossil energi frem til 2050.

Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet ”Finans Impact” her.

Det vil være lukrativt for oliekæmpen og statskassen. Og det kan tilmed gavne forsyningssikkerheden i Europa, som over de seneste år har gjort sig dybt afhængig af flydende gas fra USA, lyder det fra regeringen og mange andre.

Men olieselskabernes planer stopper ikke der.

Allerede nu snakker både TotalEnergies og britiske Ineos helt åbent om muligheden for at sætte jagten ind på nye forekomster af olie og gas. Her er tale om felter eller brønde inden for nogle af de områder, hvor der allerede er tildelt en licens, men som man ikke hidtil har haft mod på at gå efter.

Når disse planer pludselig er fundet frem fra skrivebordsskufferne, kan det skyldes, at den økonomiske kalkule bliver markant forbedret, hvis tilladelsen forlænges fra midten af 2040’erne til 2050. Men det hænger efter alt dømme også sammen med, at olieselskaberne pludselig oplever en velvilje fra en dansk regering, som igennem flere år har tæsket løs på den fossile energi.

Det var således Danmark, der med den tidligere klimaminister Dan Jørgensen (S) i front etablerede en international sammenslutning af lande (BOGA), som vil forpligte sig til at udfase olie og gas. Og Danmark har selv vist vejen med Nordsøaftalen om at stoppe produktionen i 2050.

Den aftale løber regeringen ikke fra, forsikrer den nuværende klimaminister Lars Aagaard (M). Men retorikken er forvandlet, og ministeren vil ikke afvise, at han også vil bane vejen for at bore nye brønde og bringe andre olie- og gasfelter i spil.

»Jeg er først og fremmest interesseret i, at branchen nu bliver konkret om, hvad de mener, de kan stille os i udsigt,« siger ministeren i et interview med min kollega Victor Emil Kristensen.

Et godt bud er derfor, at vi inden for de kommende år vil se flere nye olie- og gasprojekter tage form i den danske del af Nordsøen.

Det behøver ikke i sig selv være en klimamæssig katastrofekurs, hvis ellers den dansk-producerede fossile energi erstatter det, vi i stedet ville importere fra Mellemøsten eller USA.

Problemet er, at det først for alvor slår igennem efter 2040.

På det tidspunkt har EU-landene allerede aftalt, at CO₂-udledningen skal være reduceret med 90 pct. Det indebærer, at langt størstedelen af Europas boliger og virksomheder skal have skiftet fossil energi ud med europæisk produceret grøn strøm. Og så er der faktisk ikke brug for den ekstra fossile energi fra den danske del af Nordsøen.

Derfor ligner det en tilståelsessag, når regeringen nu lægger an til at øge produktionen af olie og gas frem mod 2050. Man tror tilsyneladende ikke på EU’s grønne planer - i hvert fald ikke 100 pct.

Og det er måske ikke så mærkeligt.

I Europa har klimatiltagene været under massivt pres de senere år fra en stadig stærkere højrefløj, og selv de største lande vakler. Tidligere på måneden luftede den tyske kansler Friedrich Merz således ifølge Financial Times tanker om at slække på EU’s kvotesystem, der ellers er en hjørnesten i hele EU’s klimapolitik.

Det er værd at notere sig, at Tyskland og Danmark for nylig blev enige om at skyde rekordmange milliarder efter havvindmøller ved Bornholm. Den grønne omstilling er altså ikke indstillet.

Men regeringens fossile uvending er udtryk for, at man er klar til at spille på flere heste. Og så viser den med al tydelighed, at de geopolitiske spændinger er så alvorlige, at forsyningssikkerhed og uafhængighed lige nu er vigtigere for politikerne end alt andet.

Tyrafeltet i Nordsøen. FOTO: TotalEnergies

Som altid er dette nyhedsbrev også en anledning til at samle op på andre centrale historier om erhvervslivets grønne omstilling. I denne uge kommer vi vidt omkring fra klimamål i Netcompany til en afskedssalut fra en toneangivende topchef.

God læselyst.

Nyheder

Topchef i industriklenodie takker af midt i grøn krise: »Fornuften vil vende tilbage«
Selv om den grønne agenda har tabt terræn, og den fossile industri genvinder magt, advarer Topsoes afgående topchef Roeland Baan imod at blive sortseer. Fornuften vil i det lange løb sejre, siger han: »Den største fare er, at vi taler os selv ind i en depression.«

Virksomheder på stribe blev afvist: Topchef tilbyder en vej ud af Energinets kapacitetskrise
Med et batteri på Bornholm som eksempel skitserer Ewiis topchef Lars Bonderup Bjørn en vej til at udskyde alvorlige kapacitetsproblemer hos Energinet. Ifølge en professor og en tidligere elbørsdirektør er principperne de rigtige.

Brancheorganisation går mod strømmen: Roser Netcompany for at fravælge klimamål
Mens eksperter og politikere har langet hårdt ud efter Netcompanys fravalg af klimamål, får it-selskabet opbakning fra uventet kant. Underdirektør i SMVdanmark, Alexander Søndergaard, roser Netcompany og advarer imod at tvinge offentlige leverandører til at sætte klimamål.

Dagens klimatal

30

mia. kr. ville det koste det danske samfund i klimaskader, hvis ikke man investerede i klimatilpasning i de næste 10 år, siger DTU-professor Kirsten Halsnæs til DR.