Energinet er løbet tør for strøm: Nu freder Socialdemokratiet det statsejede selskab
Midt i valgkampen toner Socialdemokratiet nu rent flag i spørgsmålet om, hvorvidt opgaver skal fratages Energinet til fordel for private bydere. Samtidig åbner centrale dele af blå blok for en anden fremtid for Energinet.
Midt i valgkampen stempler Socialdemokratiet ind i spørgsmålet om fremtiden for det statsejede milliardselskab Energinet.
Trods forsinkelser og kapacitetsproblemer, som betyder, at en række danske virksomheder i dag må opgive at omstille til grøn energi, afskriver statsministerens parti at overdrage dele af Energinets opgaveportefølje til private aktører.
Kort før valget blev udskrevet, luftede den afgående energiminister Lars Aagaard (M) ellers tanker om at overdrage dele af elnettet til andre.
Det kommer ikke på tale, hvis det står til Socialdemokratiet.
»Elnettet er rygraden i dansk infrastruktur. Uden det ingen strøm til sygehuse, plejehjem, virksomheder og alle danske hjem. Det er med andre ord helt afgørende for Danmarks forsyningssikkerhed og bør derfor ikke være på private hænder,« siger politisk ordfører Christian Rabjerg Madsen til Finans.
Han hæfter sig dog samtidig ved, at partiet i dag er »meget optaget af de store udfordringer« med manglende kapacitet i elnettet.
»Særligt for de danske virksomheder, der ønsker at elektrificere. Derfor vil vi fortsat skubbe på for, at Energinet så hurtigt som muligt får udbygget elnettet,« siger han.
Meldingen fra det største parti i rød blok kommer sideløbende med, at Socialdemokratiet over weekenden officielt er gået i alliance for at gøre Danmark uafhængig af fossil energi fra USA, Rusland og Mellemøsten. I et dobbeltinterview i Politiken med statsminister Mette Frederiksen (S) og leder af De Radikale, Martin Lidegaard, udpegede partierne tre pejlemærker, som skal få det til at ske. Et af dem er et bedre elnet.
Socialdemokratiet har overfor Finans ikke ønsket at kommentere, hvordan partiet konkret ønsker at styrke elnettet. Men står det til Radikale Venstre, skal der inden for det næste år udarbejdes en national plan for udbygning af det danske elnet.
Energinet har til opgave at eje, udvikle og drifte centrale dele af elnettet, der via højspændingsledninger og transformerstationer bringer strøm fra bl.a. vindmølleparker og solcelleanlæg til storkunder i eksempelvis dansk erhvervsliv. Det seneste år har virksomheden dog været under hård kritik.
Forsimplet er Energinet løbet tør for strøm.
Manglende kapacitet i elnettet fik i forrige uge Energinet til at stoppe alle nye tilkoblinger til elnettet i indtil videre tre måneder. Det skyldes ifølge Energinet en eksplosion i antallet af ansøgninger, der samlet ville resultere i en ottedobling af elforbruget.
Problemerne har også resulteret i, at mere end 50 virksomheder har fået afvist deres ansøgning om at blive tilsluttet elnettet. En udfordring, som indskriver sig ovenpå flere års tiltagende og voksende forsinkelser.
Det var på den baggrund, at Lars Aagaard (M) igangsatte analysen, der bl.a. skal afklare »hvem der er den bedste ejer«.
--
For ham og Moderaterne har det høj prioritet at få analysen afsluttet efter valget og på den baggrund få truffet en langsigtet beslutninger, som kan sikre den bedst mulige udbygning af det danske elnet.
»Men jeg synes, man skal passe meget på med at drage konklusionerne på forhånd,« siger Lars Aagaard.
Han roser samtidig Energinets beslutning om at sætte nye nettilslutninger på pause, som han efter eget udsagn nåede at give opbakning til, inden valget blev udskrevet. Det er ifølge M-profilen afgørende for at få tid til at prioritere imellem kunderne, så den ledige kapacitet går til almindelige borgere og virksomheder frem for amerikansk ejede datacentre.
Hos Venstre er energiordfører Linea Søgaard-Lidell åben for at diskutere en omstrukturering på baggrund af analysens konklusioner.
»Vi er i Venstre åbne for at se på organiseringen, hvis det kan styrke effektiviteten og fremdriften. For der er ingen tvivl om, at det ikke fungerer godt nok, som det er i dag,« skriver Søgaard-Lidell til Finans og tilføjer:
»Der er behov for at styrke den kritiske infrastruktur og Danmarks energisikkerhed.«
I andre dele af blå blok åbner man også for at lade private overtage opgaver fra Energinet. Situationen er ganske enkelt så alvorlig, at både Liberal Alliance og De Konservative ser muligheder i at lade andre byde på opgaver, der ellers har været varetaget af Energinet.
»Jeg har jo selv foreslået for halvandet år siden, at man skulle åbne for at lade private bygge. Det vil vi (De Konservative) se på også efter valget,« siger Dina Raabjerg (K), der har fulgt balladen om Energinet tæt.
»Det store problem er, at Energinet ikke har kapacitet til at få løst de kapacitetsproblemer, som man har brug for at få afbødet. Det lader til, at huset skal være ved at brænde ned, før man gør noget, men som vi har set på det seneste, er man jo ved at være pinligt bevidste om det, efter man nu er i gang med en re-prioritering af projekter,« uddyber Dina Raabjerg.
Hos LA, der ifølge målinger for DR står til at blive det største parti i blå blok, supplerer Steffen W. Frølund:
»Vi er i hvert fald åbne for at lade flere af Energinets opgaver komme i udbud, så private kan byde på opgaver som nettilslutning. Det stillede vi faktisk som beslutningsforslag i denne samling,« konstaterer han.
Hos Enhedslisten møder idéen om en opsplitning af Energinet på forhånd klar modstand. Her hæfter energiordfører Søren Egge Rasmussen sig dels ved, at Energinets konkrete anlægs- og udbygningsopgaver sættes i udbud.
Samtidig er der i hans optik klausuler, som betyder, at f.eks. det regionale distributionsnet – som Lars Aagaard tidligere har luftet tanker om at give elnetselskaberne mulighed for at drifte – de facto ikke kan sælges fra af staten.
»Det kan jeg have min tvivl om, hvorvidt der er tilstrækkelig bevågenhed på,« bemærker Egge Rasmussen.
»Jeg ved ikke, hvor meget privatisering som Lars Aagaard eventuelt kunne overveje - men vi er grundlæggende imod al privatisering af Energinet. Men vi kan godt se, at der nok er behov for mere politisk prioritering,« siger Søren Egge Rasmussen.
Er I kategorisk imod at privatisere nogle dele af Energinet?
»Vi betragter Energinet som en overordentlig væsentlig del af vores infrastruktur, særligt med den elektrificering, som vi ser ind i. Det har den rigtige konstruktion til det,« svarer Søren Egge Rasmussen.
Hos Energinet kommenterer adm. direktør Thomas Egebo ikke direkte på den mulige udsigt til, at dele af driften kan komme på private hænder.
»Vi kan ikke kommentere konkrete politiske forslag, men at få tempo på udbygningen af eltransmissionsnettet er en opgave, der mere end nogensinde presser sig på,« skriver han i en kommentar til Finans og uddyber:
»Uanset hvilke ændringer, der måtte blive besluttet fra ejers side, er det vigtigste for mig, at vi i Danmark skaber fremdrift og ikke taber momentum i omstillingen til grøn, uafhængig og konkurrencedygtig energi. I Energinet er vi klar til at tage alle de værktøjer i brug, vi får leveret politisk.«

