Hurtigt overblik: Her er morgenens vigtigste erhvervshistorier i aviserne
Her er, hvad de danske og internationale erhvervsaviser bringer i dag:
BØRSEN.DK
OPBREMSNING PÅ ELBILMARKEDET FÅR DANFOSS TIL AT DROPPE MILLIARDFORRETNING
Danfoss sætter sin elektrificeringsforretning til salg efter et samlet tab på 1,8 mia. kr. i 2025. Det fremgår af selskabets årsregnskab, der udkom tirsdag aften. Salget sker som følge af et svagt elbilmarked i Europa og USA, og selskabet vil i stedet flytte investeringerne til andre vækstområder som datacentre og kerneforretninger.
FDA SENDER NYE ADVARSLER TIL KOPIPRODUCENTER AF NOVOS MEDICIN
De amerikanske sundhedsmyndigheder FDA har tirsdag sendt advarselsbreve til 30 selskaber for vildledende markedsføring af vægttabsmedicin. Det sker efter produkterne, som efterligner Novos medicin med det aktive stof Semaglutid kendt fra Ozempic og Wegovy, blev fejlagtigt præsenteret som FDA-godkendte.
FRANKRIGS PRÆSIDENT OM DANMARKS NYE ROLLE I ATOMSTRATEGI
Den franske præsident, Emmanuel Macron, vil udvide Frankrigs atomprogram til Europa, hvor Danmark og syv andre lande får mulighed for at deltage i øvelser og samarbejde om strategiske elementer. Initiativet skal styrke Europas afskrækkelse i lyset af øgede trusler fra Rusland og Kina, samtidig med at USA ændrer fokus i sin sikkerhedspolitik. Ifølge den danske regering vil der dog ikke blive placeret franske atomvåben på dansk jord.
BUSINESS.DK
DANMARK FÅR EUROPAS FØRSTE INDENRIGSRUTE MED GRØN ENERGI
Norwegian indfører onsdag en ny indenrigsrute mellem Aalborg og København med 40 pct. bæredygtigt brændstof, hvilket ventes at reducere CO2-udledningen med 3000 ton årligt. Initiativet er en del af regeringens plan om grøn luftfart i Danmark, men eksperter peger på behovet for mere avancerede brændstoffer for at nå 100 pct. bæredygtighed i 2030.
DANSK MØBELPRODUCENT LUKKER - 2300 MISTER JOBBET
Møbelproducenten ScanCom, der er ejet af Lars Larsen Group, lukker efter flere år med faldende omsætning og tab på 366 mio. kr. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse. Coronapandemien og tidligere økonomisk pres gjorde det umuligt at vende udviklingen, selv om koncernens seneste årsregnskab fra december viste rekordhøje resultater.
FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM)
GULD OG SØLV RAMT AF STORE UDSVING
De globale strømme af guld og sølv er ramt af store forstyrrelser, da krigen i Mellemøsten har standset det meste af flytrafikken til og fra Dubai. Dubai er et førende knudepunkt for transport af ædelmetaller og stod sidste år for cirka 20 pct. af det globale flow af guld. Strømme fra Europa til Asien passerer gennem Dubai, og handelsfolk tror, at hvis transporten af guld og sølv bliver forstyrret over en længere periode, så vil det presse priserne op på de asiatiske markeder og øge volatiliteten for metallerne. (GOLD AND SILVER FLOWS DISRUPTED AS IRAN WAR GROUNDS FLIGHTS)
JAPANSKE YEN SVÆKKES UNDER KRIGEN I IRAN
Japans valuta er svækket i forhold til den amerikanske dollar, siden krigen i Iran brød ud i denne uge. Den japanske yen er svækket med 1 pct. siden fredag og valutaen betragtes ikke længere som værende en ”sikker havn”. (INVESTORS TURN AWAY FROM YEN AS HAVEN ASSET DURING IRAN WAR)
MARITIME VIRKSOMHEDER OG HAVNE PRESSER PÅ FOR GLOBAL KLIMAAFTALE OM SKIBSFART
Maritime virksomheder, skibsejere, havneoperatører og logistikvirksomheder er blandt de næsten 90 internationale virksomheder, der opfordrer regeringerne til at fremme en global aftale om emissioner fra skibsfarten, som USA har forsøgt at forhindre. Havne i Tyskland og Danmark, logistikudbyderen Kuehne+Nagel og Volkswagen-ejede motor- og turbinproducenten Everllence er blandt dem, der opfordrer landene til at vedtage en FN-ramme, der skal give branchen sikkerhed. (MARITIME AND PORTS BUSINESSES PUSH FOR GLOBAL SHIPPING DEAL)
AMERIKANSK KAPITALFORVALTER NU UNDER BØRSNOTERINGSKURS
Den amerikanske kapitalforvalter Blue Owl oplevede tirsdag et fald på 9 pct. og er nu under sin børsnoteringskurs på 10 dollar i 2021. Aktien er nede med 50 pct. i løbet af de sidste 12 måneder. Investorerne er bekymrede for selskabets eksponering over for softwarevirksomheder, der er sårbare over for forstyrrelser i kunstig intelligens. (BLUE OWL SLIDES BELOW LISTING PRICE AS PRIVATE CREDIT WORRIES MOUNT)
WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM)
STARBUCKS ÅBNER NYT KONTOR
Starbucks forventer senere på året at åbne et nyt kontor i Nashville. Kontoret er en del af selskabets udvidelsesplaner i Nordamerika. Virksomheden planlægger at tilbyde stillinger til snesevis af eksisterende medarbejdere i Seattle. (STARBUCKS TO OPEN NASHVILLE OFFICE, RELOCATE SUPPLY-CHAIN WORKERS)
META INDGÅR AI-AFTALE MED NEWS CORP
Meta Platforms har indgået en flerårig aftale om licensering af AI-indhold med News Corp. Aftalen vil give Meta ret til at bruge medievirksomhedens indhold fra USA og Storbritannien. Meta vil betale op til 50 mio. dollar om året, Størrelsen af aftalen afspejler den stigende værdi, som teknologivirksomheder tillægger nyhedsindholdet, der har bidraget til at træne selskabernes AI-modeller. (NEWS CORP, META IN AI CONTENT LICENSING DEAL WORTH UP TO $50 MILLION A YEAR)
THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM)
ETABLEREDE BILPRODUCENTER RISIKERER AT BLIVE FORÆLDEDE
Bilindustrien har aldrig været mere usikker, end den er nu for etablerede amerikanske bilproducenter. General Motors, Ford og andre etablerede bilproducenter risikerer at blive forældede, da kinesiske bilproducenter ånder dem i nakken over hele verden. Derudover har selvkørende taxiselskaber ændret selve transportens natur, og toplinjen for selskaberne er næsten overalt uændret, mens overskuddet er faldende. (U.S. AUTOMAKERS RISK BEING REDUCED TO NICHE PRODUCERS OF GAS VEHICLES)
OPENAI ÆNDRER AFTALE MED PENTAGON
Efter en weekend med kritik meddelte OpenAI mandag, at aftalen om at levere kunstig intelligens-teknologier til forsvarsministeriets klassificerede systemer nu indeholdt yderligere beskyttelse for at forhindre, at teknologien bliver brugt til masseovervågning af amerikanere. (OPENAI AMENDS A.I. DEAL WITH THE PENTAGON
THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK)
ARBEJDSLØSHEDEN I STORBRITANNIEN FORVENTES AT NÅ HØJESTE NIVEAU I ÅR
Arbejdsløsheden i Storbritannien forventes at nå sit højeste niveau i år med en højere stigning end tidligere anslået. Office for Budget Responsibility (OBR) anslår, at arbejdsløsheden vil nå 5,3 pct. i år, mens forudsigelsen tilbage i november var 4,9 pct. (UNEMPLOYMENT SET TO HIT 5,3% THIS YEAR AMID WORRYING RISE IN YOUNG JOBLESS)
THE TIMES (WWW.THETIMES.CO.UK)
BLACKSTONE TILLADER KUNDER AT TRÆKKE ET STØRRE BELØB END NORMALT
Kapitalfonden Blackstone er blevet ramt af en bølge af kundeudtrækninger i første kvartal i sin største private kreditfond. Kapitalfonden har nemlig tilladt investorer at hæve 3,7 mia. dollar, da frygten for AI-forstyrrelser vokser. (BLACKSTONE HIT BY SURGE IN WITHDRAWALS FROM $82BN CREDIT FUND)



