Dansk atomkraftselskab glæder sig: Blå bloks forslag vil gavne branchen
Blå blok foreslår at skrotte forbuddet mod atomkraft. Forslaget vil have afgørende betydning for selskaber som den danske startup Saltfoss, som forsøger at udvikle banebrydende atomreaktorer, lyder det fra direktør.
Foto fra Saltfoss' laboratorier, hvori der forskes i, hvordan man kan lave mere sikker atomkraft. Det sker bl.a. ved at man laver kemiske bindinger, der sikrer, at radioaktiv gas ikke kan slippe ud. Foto: Gregers Tycho
Hvis blå blok får magt, som den har agt, på den anden side af folketingsvalget den 24. marts, så bliver forbuddet mod atomkraft i dansk energiplanlægning fra 1985 skrottet.
I en kronik i Jyllands-Posten underskrevet af Troels Lund Poulsen (V), Inger Støjberg (DD), Alex Vanopslagh (LA), Mona Juul (K) og Morten Messerschmidt (DF) slog blå blok desuden fast, at man ønsker at satse mere på atomkraft end hidtil.
»Som en naturlig konsekvens af at fjerne forbuddet vil vi også prioritere kernekraft, når den årlige forskningsreserve skal udmøntes. Vi skal være åbne for at investere i fremtiden, ikke i fortidens dogmer,« skriver partilederne.
Forslaget bliver modtaget med glæde hos den danske atomkraft-startup Saltfoss, der tidligere hed Seaborg.
»Som firma ser vi afskaffelse af 1985-forbuddet som afgørende for vores muligheder for at udvikle os som virksomhed, uanset hvor aftagermarkedet er,« skriver Saltfoss’ forretningsdirektør, Rasmus Bjerngaard, til Finans.
Når Saltfoss glæder sig over udsigten til at komme af med forbuddet, er det især, fordi det givetvis vil åbne for mere forsknings- og udviklingsstøtte end hidtil til atomkraft.
»Det inkluderer universitetsforskning, kandidater med relevant uddannelse, øget myndighedskompetence, bedre finansieringsstøtte mv. Desuden vil underleverandører, der for nuværende holder sig tilbage pga. forbuddet, kunne engagere sig i værdikæden,« skriver Rasmus Bjerngaard.
Saltfoss og Copenhagen Atomics, som begge forsøger at udvikle mindre og mere sikre atomreaktorer baseret på smeltet salt, nævnes specifikt i blå bloks kronik om atomkraft.
»Selv om vi i dag har innovative danske virksomheder, der arbejder med fjerdegenerations-reaktorer og specifikt smeltesaltteknologi, så må de kigge til udlandet for at få lov til at teste og bygge deres forsøgsreaktorer, da de ikke må sluttes til elnettet herhjemme eller give strøm til så meget som en hårtørrer i et lukket kredsløb,« skriver partiformændene.