Fortsæt til indhold

Den gode nyhed er, at når gamle venner svigter, står nye klar

Formueskat, royalt SWAT-team og stigende erhvervstillid. Tre gode nyheder gør det svært (helt) at bevare pessimismen.

Kong Frederik og Dronning Mary foran Uluru i Australien. Foto: David GRAY / POOL / AFP)
Erhverv

Kære læser

Jeg har overtaget lidt af en uriaspost.

Normalt skriver jeg primært om shipping- og logistiksektoren på Finans. Så hvis der er noget, jeg har beskæftiget mig med de seneste år, så er det krigens konsekvenser, kontraktbrud og kapacitetsudfordringer.

Mens nyhedsbrevet i denne uge lider under en ny skribent, så er én ting ved det gamle: Vi stiller skarpt på lyset i mørket og på løsningerne og mulighederne. Og de er heldigvis også derude.

I denne uges nyhedsbrev skal vi se nærmere på:

  • Optimisme trods krig
  • Formueskat og en rigmands fortrydelser
  • Juice på børsen

Men først skal vi forbi Australien. Eller reelt set først et minde fra skolegården.

I mine folkeskoleår havde jeg en god ven. En af dem, man følger i tykt og tyndt.

Det var først, da vores venskab slog sprækker, at det gik op for mig, hvor mange andre børn i skolegården, der var at lege med. Og hvor meget sjovere en fodboldkamp er, når man ikke bare insisterer på at stå to drenge alene og sparke til en bold.

Dansk erhvervsliv er for længst nået til den erkendelse.

Den gode nyhed er, at der ligger enorme handelsmuligheder i dele af verden, vi måske havde været blinde for, hvis den voldsomme geopolitiske situation ikke havde tvunget vores øjne åbne.

I sidste uge strømmede en perlerække af danske erhvervsledere Down Under for at tage del i erhvervsfremstødet, hvor Kong Frederik og Dronning Mary som et royalt SWAT-team sparkede døre ind på vegne af dansk erhvervsliv og de 54 deltagende virksomheder.

Australien efterspørger de grønne teknologier, som danske virksomheder er intet mindre end verdensførende i, lød det fra deltagerne.

Flere af deltagerne fortalte Finans, at turen stod i et geopolitisk skær. Det er tid til at se mod mere sikre havne i en tid, hvor USA viser sig som en utilregnelig handelspartner.

Geopolitisk stabilitet er vigtigt, understregede Knud Erik Andersen, adm. direktør i European Energy.

»Vi bygger på livet løs i Australien.« sagde han.

Og det bliver Knud Erik Andersen tilsyneladende ikke ene om.

Der tales om en decideret Mary-effekt efter fremstødet, hvor dansk erhvervsliv underskrev et væld af aftaler med de australske samarbejdspartnere.

Artiklens emner
European Energy
Knud Erik Andersen