Skæve klimakrav koster dyrt

KÆRE LÆSER

På en dag, hvor alle kan ånde lettet op over, at Mellemøsten ikke er sat i flammer, tillader jeg mig alligevel lige at zoome ind på en dansk klimahistorie af den mere opsigtsvækkende slags.

Og nej, det er ikke den globale sikkerhed, der er på spil. Men der er ikke desto mindre en direkte sammenhæng til den potentielle energikrise, som endnu ikke er afblæst, fordi Iran og USA har aftalt 14 dages våbenhvile.

Er der en ting, vi har lært af krisen i Mellemøsten, så er det, at Europa er nødt til at vriste sig fri af vores afhængighed af fossil energi fra Mellemøsten og andre ustabile regimer. Det er de fleste enige om, og så kan man jo glæde sig over, at EU allerede har taget et vigtigt skridt med vedtagelsen af et nyt bygningsdirektiv, der skal sænke energiforbruget i landenes mest energislugende bygninger.

Det løser naturligvis ikke hele problemet. Men det er faktisk et væsentligt skridt.

Bygningerne sluger 40 pct. af al den energi, vi bruger i både EU og i Danmark, så der er virkelig meget at komme efter, hvis man sætter ind de rigtige steder.

Men den mulighed er man godt i gang med at forspilde i Danmark. Simpelthen fordi de ansvarlige myndigheder og politikere har stoppet vat i ørerne og ignoreret stribevis af advarsler, som er kommet fra professorer og branchefolk i de seneste mange måneder.

Sagen er nemlig den, at man inden udgangen af maj skal implementere EU-kravene i dansk lov. Det indebærer, at ca. 15.000 af erhvervslivets mest energibelastende bygninger skal tvinges til at investere i energiforbedringer inden 2030.

Lovgivningen er ikke endelig vedtaget, men bekendtgørelsen ligger allerede klar. Og det er her, problemet ligger.

Energistyrelsen og den tidligere regering har nemlig lagt sig fast på en model, hvor man alene vil bruge bygningernes energimærker til at bestemme, hvem der skal tvinges til at investere i nye vinduer, isolering og andre forbedringer. Et beslutningsgrundlag, der alene bygger på teoretiske beregninger om bygningernes energiforbrug.

Det virker som en rigtig dårlig idé.

Energimærkerne skyder nemlig langt forbi energiforbruget i virkelighedens verden. Det afslører en kortlægning over det faktiske energiforbrug i samtlige danske erhvervsbygninger, som datavirksomheden Legacy netop har færdiggjort.

Lad mig fremhæve nogle af de vigtigste konklusioner.

Det er første gang, at der er lavet et samlet overblik over konsekvenserne af de nye klimakrav til bygninger. Til gengæld er det velkendt i store dele af branchen, at energimærkerne ikke er til at stole på.

I de seneste uger har min kollega Simone Scheuer-Hansen og jeg snakket med en række eksperter og branchefolk, som fortæller om de upålidelige energimærker. Flere af dem har også advaret myndighederne imod at bruge energimærkerne til at stille hårde krav. Men advarslerne er blevet overhørt.

Det rejser ét helt centralt spørgsmål.

Er det dovenskab eller en spareøvelse, der har fået myndigheder og politikere til at vælge en model, der udelukkende er baseret på de energimærker, som ikke er til at stole på?

Svaret får vi næppe lige med det samme. Hverken Klimaministeriet eller den nu tidligere klimaminister Lars Aagaard (M) ønsker at udtale sig om sagen, mens der forhandles om en ny regering. Energistyrelsen forklarer, at man ser energimærkerne som en bedre løsning, men forholder sig ikke til advarslerne.

Meget tyder dog på, at det har været en bunden opgave at vælge en model, der kunne implementeres hurtigt, og som ikke var for dyr.