Er du med på den store hummer-hype?
AI-agenter får deres globale gennembrud.
Er du interesseret i teknologiens verden? Skriv dig op til nyhedsbrevet Finans Tech her.
KÆRE LÆSER
Svenskerne har krebsegilde – men i tech-cirkler er der nu hummerfest.
Mere præcist: En enorm hype omkring OpenClaw, som enhver kan bruge gratis til at sætte en AI-agent i gang med opgaver. På dine vegne.
OpenClaws logo er en rød hummerklo, og det er derfor, der bliver snakket om skaldyr. Men der bliver ikke bare snakket. I Silicon Valley er det blevet svært at opdrive en Mac Mini, den lille stationære computer fra Apple, for det er blevet den foretrukne hardware til at køre sine AI-agenter lokalt.
Arrangementer, hvor folk kan mødes og udveksle OpenClaw-erfaringer, er proppede og fyldt med pioner-energi. Og i Kina står folk i meget lange køer for at få hjælp til at installere OpenClaw på egne telefoner, rapporterer Om Malik, som er tidligere chefredaktør for tech-mediet GigaOm.
OpenClaw blev udviklet som et open-source-værktøj – altså gratis og frit for alle at bruge – tilbage i november. Softwaren kommer uden motor – en AI-model – men gør det let at bruge hvilken som helst af slagsen. Så kan man selv vælge, om det skal være en gratis model, måske en helt slank kinesisk en, eller det tunge skyts, der koster penge.
Når motoren er installeret, kan man sætte AI-agenter i gang med at udføre alverdens opgaver på din computer eller telefon. For eksempel at holde styr på dine e-mails og slette dem, der er helt irrelevante. Eller booke et bord på dine vegne, hvis du skal ud og spise, med adgang til både din kalender og dit kreditkort.
Det lyder måske farligt – og det er det også. Selv de kinesiske myndigheder har været ude med en officiel advarsel. At hoppe med på hummerbølgen kommer med en del risiko, og derfor vælger folk typisk også at bruge OpenClaw på en computer for sig. Med begrænset adgang til ting, der ikke kan gå helt galt. Og derfor køber de Mac Minis i vildskab, for det har vist sig, at Apples chips er virkelig gode til at køre den slags AI-modeller lokalt, altså på din egen hardware og ikke i et datacenter et sted.
OpenClaw brød først igennem lydmuren omkring starten af februar på grund af det sociale forum Moltbook. Som altså kun var for OpenClaw-skabte AI-agenter. Her kunne mennesker så følge maskinernes snak med hinanden, og det blev der filosoferet meget over.
Men det var lidt i gimmick-afdelingen i forhold til faktisk at bruge OpenClaw selv til ’rigtige’ opgaver. Og her er det ret vigtigt at huske på risikoen. Et par eksempler: I februar fortalte Summer Yue, der er leder inden for AI-sikkerhed hos Meta, om et forsøg med OpenClaw, der gik galt. Hun havde sat AI-agenter i gang med at rydde op i hendes indbakke og opdagede, at AI-agenten bare slettede løs – også vigtige e-mails.
»Jeg måtte løbe hen til min Mac Mini, som var det en bombe, jeg skulle demontere,« forklarede hun – prisværdigt åbent – i et opslag på X.
En vigtig pointe her er, at hun først havde testet konceptet relativt grundigt i et ’sandkasse’-miljø. Der gik alting fint, men da hun så slap agenten løs på hendes rigtige indbakke, gik det galt.
Et andet eksempel hørte jeg fra den danske økonom og AI-ekspert Lars Christensen, som jeg talte med om AI generelt. En af hans venner havde sat en OpenClaw-agent op på en separat computer til hver dag at tage en runde på internettet og finde forskellige informationer om aktiekurser og meget andet. Den skulle så sende et sammenkog videre pr. e-mail.
Det burde ikke kunne gå galt – men efter en måned havde AI-agenten helt selv valgt at ændre på, hvem der skulle modtage den e-mail. Her var det så ret uskyldige og offentlige informationer, der blev sendt ud. Men tænk hvis det havde været en samling af alle de beskeder, du havde fået i løbet af dagen på alle platforme, som så pludselig blev sendt til en fremmed.
I Kina er events, hvor man kan få hjælp til at bruge OpenClaw, blevet store tilløbsstykker. Her hos tech-selskabet Baidu den 17. marts. Foto: Reuters/Florence Lo/Scanpix
Med andre ord: Vi er stadig i den tidlige fase, i pionerfasen, hvor man skal vide, hvad man gør, og man skal være forsigtig.

