1.800 meter under havbunden vil oliekæmpe deponere klimaproblem nummer ét
Tag med til Esbjerg Havn, hvor verdens første CO2-skib nu ligger til kaj for at få fikset de sidste tekniske detaljer, inden det skal være med til at skrive EU-historie.
Det nyeste skrig på Esbjerg Havn spejler sit navn i vandet.
Og det er ikke tilfældigt, at det 149,5 meter lange skib er blevet døbt Carbon Destroyer 1.
Manden bag både skibet, olieselskabet Ineos og fodboldklubben Manchester United, Sir Jim Ratcliffe, ville have et navn, der fortæller skibets mission.
Det er nemlig det første i verden, der er specialbygget til at transportere tonsvis af CO2 til tomme oliefelter i Nordsøen. Og planen er, at det kun er det første af mange.
Inden for få måneder skal Carbon Destroyer 1 være med til at skrive EU-historie, når det begynder at sejle i pendulfart mellem Esbjerg Havn og det udtjente oliefelt Nini West.

