Ny undersøgelse viser, hvor hårdt danske virksomheder er ramt af konflikten i Hormuzstrædet
Danske virksomhedsledere peger særligt på stigende transport- og fragtomkostninger som en negativ konsekvens af krigen i Iran. Det viser en ny medlemsundersøgelse fra fagorganisationen Lederne.
Krigen i Iran, der har de facto lukket for al skibstrafik i Hormuzstrædet, har mærkbare konsekvenser for dansk erhvervsliv.
En af dem, hvis virksomhed hver dag bliver påvirket af uroen i Mellemøsten, er Claus Grove.
Han er adm. direktør i Ensinger Danmark, der udvikler og sælger plastprodukter, som ofte indgår i især fødevare- og medicinalindustrien.
»Hvis der en ting, der er vigtig at nævne i den her sammenhæng, så er det hastigheden af de her prisstigninger. Så sent som torsdag aften fik jeg prisstigninger på op til 13,5 pct., som jo så er gældende fra dagen efter.«
Den hastighed er netop, hvad der gør situationen så »alvorlig«, mener Claus Grove.

