Slaget om en global klimaskat spidser til
Tør man virkelig tro på, at Trump er ved at tabe slaget om en global klimaskat
Få et kritisk indblik i erhvervslivets klimaløsninger og trends med klimaredaktør Jakob Martini direkte i din indbakke hver uge. Skriv dig op til nyhedsbrevet "Finans Klima" her.
I denne uge skriver jeg om:
- At et flertal af lande på nuværende tidspunkt er klar til at stemme for en global klimaskat på skibsfarten.
- At Aalborg Portland er den eneste vinder i Danmarks store udbud om CO2-fangst og lagring.
- At virksomhederne bag 13 danske havvindparker har tabt et afgørende slag mod myndighederne.
- At kapitalfonden Blackstone vil skyde op mod 15 mia. kr. i dansk udvikler af vedvarende energiprojekter.
KÆRE LÆSER
Jeg husker stadig den fredag i oktober sidste år, hvor min kollega Kresten Andersen pludselig himlede op over meldingerne fra et stormøde i London.
Det var dagen, hvor flere års benhårdt forarbejde skulle kulminere med en historisk aftale om verdens første globale CO2-skat. Aftalen omhandlede skibsfarten og skulle stemmes igennem af medlemslandene i den internationale skibsfartsorganisation IMO.
Kresten Andersen, der dækker shippingindustrien på Finans, sad og ringede rundt til folk, der var til stede i London. Jeg havde gang i alle mulige andre ting, for vi troede, at afstemningen var en formsag.
Men vi blev klogere.
Selv om aftalen stort set var blevet forhandlet på plads et halvt år forinden, lykkedes det i sidste øjeblik Donald Trumps udsendte forhandlingsteam - angiveligt ved hjælp af trusler om straftold og sanktioner - at få afblæst den historiske klimaaftale.
Da stemmerne blev talt op, var det kun 49 lande, der var klar til at vedtage aftalen om en global klimaskat på shipping. 57 lande stemte for at udskyde beslutningen et år.
I lyset af det dramatiske kollaps i oktober, var der meget på spil, da landene i sidste uge igen var samlet i IMO’s hovedkvarter i London.
Nu skulle aftalen justeres og præciseres, inden den igen skal til afstemning til oktober.
Personligt har jeg svært ved at komme i tanke om en vigtigere klimaaftale på den globale scene her i 2026. Det er der flere årsager til.
- Shippingindustrien står for 3 pct. af verdens CO2-udledning, så det vil i sig selv være et vigtigt skridt at få hele industrien til at styre mod CO2-neutralitet omkring 2050.
- Endnu vigtigere er det, at man vil gøre det med en global prismekanisme, der gør det langt dyrere for shippingselskaberne at udlede CO2. Det vil være verdens første globale klimaskat på tværs af en hel industri. Og hvis den virker, står man pludselig med et afgørende værktøj, som på sigt kan overføres til andre industrier.
- Endelig er det en aftale, der skal vise, om det internationale klimadiplomati stadig virker i en tid, hvor Trump og andre klimafornægtere har medvind.
Hvis man vil forstå konsekvenserne, kan man bare se på Mærsk, der udleder mere CO2 end hele Danmark.
Rederiet har investeret massivt i nye grønne skibe og forskellige former for mere bæredygtige brændstoffer, men økonomien hænger ganske enkelt ikke sammen uden en klimaskat.
»Der er ikke nogen virksomheder, der kan gøre det (skifte til grønne brændstoffer, red.) i stor skala, hvis man taber penge på det. Og det er jo derfor, det er så vigtigt for os med IMO-reguleringen,« sagde rederiets chef for energitransition, Morten Bo Christiansen, da jeg mødte ham få uger efter IMO-afstemningen i London.
Med andre ord: Hvis ikke der lander en aftale til oktober, vil Mærsk efter alt at dømme komme til at droppe de ambitiøse planer om at være CO2-neutrale i 2040. Og så kan man selv tænke sig til, hvordan det vil gå i resten af shippingindustrien.
Men slaget er ikke tabt.
Meldingerne fra sidste uges møde i London er blandede, men meget tyder på, at Trump taber terræn.
Vigtigst af alt er det, at amerikanerne er mindre aggressive. Samtidig står EU-landene mere samlet, end de gjorde for et halvt år siden.
Alt i alt betyder det, at 55 lande på nuværende tidspunkt er fortalere for en aftale, som den ligger, mens 51 vil fjerne klimaskatten, skriver Financial Times.
Hvis det holder, vil der blive skrevet klimahistorie til oktober i London. Men flertallet ser mildt sagt skrøbeligt ud - især når man ved, hvor effektivt det er, når amerikanerne for alvor skruer bissen på over for mere skrøbelige lande.
Netop derfor bliver det afgørende, om EU kan få de fattige lande i det globale syd med på en aftale. Det var i høj grad dem, der gik imod aftalen i oktober. Og måske er det ikke så mærkeligt.


