Fortsæt til indhold

Shape Robotics går konkurs for anden gang

Shape Robotics blev erklæret konkurs første gang i januar. Nu er det sket igen. Denne gang er der krav på over 550 mio. kr.

Den afsatte topchef Mark Abraham var mødt op til første del af retsmødet mandag den 11. maj. Men han var væk, da Sø- og Handelsretten begærede Shape Robotics konkurs. Foto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Endnu et kapitel i fortællingen om kriseramte Shape Robotics er blevet skrevet mandag formiddag, hvor Sø- og Handelsretten har erklæret virksomheden konkurs for anden gang.

Forinden afviste retten en begæring om rekonstruktion fra Elena Pasat, der lever sammen med Shape Robotics’ tidligere direktør, Mark Abraham.

Elena Pasat havde rejst et krav mod selskabet på over 200 mio. kr. og havde bedt retten om at sende selskabet i rekonstruktion, hvor man kunne forhandle med kreditorerne om at eftergive noget af virksomhedens gæld.

Men retten fandt ikke kravet tilstrækkeligt dokumenteret og erklærede i stedet Shape Robotics konkurs på baggrund af en begæring fra advokat Teis Gullitz-Wormslev, der siden april har været indsat som likvidator.

Han er nu blevet genindsat som kurator.

Mark Abraham var mandag formiddag mødt op i retten, da Sø- og Handelsretten afviste at lade selskabet gå i rekonstruktion, men han var væk, da selskabet efter en kort pause blev begæret konkurs.

Han skrev efterfølgende i en WhatsApp-besked til Finans, at han først vil kommentere sagen efter en kære af kendelsen.

I den forbindelse kom det frem, at der er krav mod selskabet for 556 mio. kr., men at der kun er aktiver for 4 mio. kr.

Shape Robotics, der er noteret på fondsbørsen i København, har levet en ganske usædvanlig og omskiftelig tilværelse det seneste halve år.

Først blev virksomheden erklæret konkurs. Så blev konkursen ophævet. Så gik den i tvangsopløsning, og nu er den som nævnt blevet erklæret konkurs for anden gang.

Selskabet blev stiftet i 2017 på en idé om at sælge programmerbare robotter til undervisningsformål, og det fik især succes på det rumænske marked, hvor over 90 pct. af virksomhedens omsætning kom fra.

I 2024 havde Shape Robotics en omsætning på lidt over 300 mio. kr., men likviditeten var anstrengt, og i de sidste måneder af 2025 forsøgte flere kreditorer at begære virksomheden konkurs.

Det skete den 6. januar, og i to måneder arbejdede advokat Teis Gullitz-Wormslev som kurator med konkursbehandlingen, inden Østre Landsret i marts ophævede konkursen igen, fordi begæringerne ikke var blevet tilstrækkeligt forkyndt for selskabet.

Siden har Mark Abraham arbejdet på at skaffe finansiering, og han fik faktisk landet en aftale med franske Iris Capital. Aftalen var imidlertid betinget af, at handlen med selskabets aktier blev genoptaget på fondsbørsen.

Handlen havde været suspenderet siden konkursen, og Nasdaq vil ikke give handlen fri, så længe der stadig er ubehandlede konkursbegæringer mod selskabet.

I april blev selskabet så tvangsopløst på grund af manglende revisor. Den tidligere revisor, Beierholm, forlod selskabet i december på grund af »manglende kommunikation med og tillid til selskabets ledelse.«

Tvangsopløsningen betød, at Teis Gullitz-Wormslev overtog selskabet igen, denne gang som likvidator. Det er altså ham, der har konstateret, at virksomheden var insolvent, hvorfor Shape Robotics skal tages under konkurs.

Allerede for to uger siden varslede Teis Gullitz-Wormslev som likvidator et muligt erstatningskrav mod netop Mark Abraham »og visse andre tidligere medlemmer af selskabets ledelse.«

I et brev, som Mark Abraham selv delte under en liveudsendelse på sin blog, fremgik det, at Teis Gullitz-Wormslev havde identificeret »betydelige og på nuværende tidspunkt usædvanlige transaktioner og handelsforbindelser« med virksomheder og personer, der har tilknytning til Mark Abraham.

Desuden lød det fra Teis Gullitz-Wormslev, at Shape Robotics havde »foretaget betydelige pengeoverførsler til Mark Abraham,« og at der er »foretaget betalinger, som synes at være af privat karakter«.

Det kom samtidig frem, at Teis Gullitz-Wormslev også var gået i gang med at undersøge, om selskabets regnskaber har været retvisende.

I den forbindelse afviste Mark Abraham beskyldningerne imod sig selv, som han kaldte et »slimet angreb«.

»Jeg giver ikke en skid for de krav. Jeg er rumænsk statsborger, så han skal tage mig i retten i Rumænien. Der vil de grine fra morgen til aften over de beskyldninger,« sagde han.