Ses vi på Mars? Elon Musk er klar med sit hovedværk

KÆRE LÆSER

Er du mest til minedrift på asteroider? Eller tænder du mere på idéen om en koloni med over én million mennesker på Mars? Eller måske tænker du, at det sociale medie X har en strålende fremtid?

Nu kan du få det hele i én, samlet pakke. SpaceX-aktien.

Jeg ved ikke, hvilke af mine tre eksempler fra det 300 sider lange prospekt der er mindst sandsynlige. Men det er i hvert fald farverigt.

Elon Musk sender sit raketselskab SpaceX på børsen i juni, og i sidste uge kom prospektet.

Det afslørede nogle ret store underskud, men det er ikke så meget raket-afdelingens skyld.

Den store pengesluger er – ikke så overraskende – AI-selskabet xAI, som Elon Musk fik flettet ind under SpaceX’s vinger.

Det er dyrt at bygge datacentre, og selskabets AI-chatbot Grok er ikke blevet en kommerciel succes, målt i forhold til, hvad OpenAI og Anthropic for eksempel kan præstere.

Den gode nyhed er så omvendt Starlink, som leverer internet fra rummet og til det meste af kloden. Det fungerer, og det vil folk gerne betale for – ikke mindst hos flyselskaber og på skibe.

Jeg skrev en historie med fire nedslag i det vilde prospekt, som du kan læse her.

Her i nyhedsbrevet vil jeg i stedet dykke lidt mere ned i SpaceX-historien. Det er nemlig SpaceX, der er Elon Musks egentlige ’hovedværk’.

Selskabet stiftede han i 2002 med 650 mio. kr. af sine egne penge – ud af de 1,2 mia. kr. han fik ved at sælge Paypal. For rummet har altid været en besættelse for ham, og som nybagt dot.com-milliardær var det logisk for Musk at kaste pengene ind i noget, som for de fleste dengang lød helt gakket.

Rumraketter havde aldrig før været noget, som et privat selskab stod for, fra start til slut. I USA var det NASA, som med milliarder fra staten i ryggen sendte raketter op. Med en masse underleverandører, men på helt særlige vilkår.

Konceptet blev kaldt ”cost plus” og betød kort fortalt, at der ikke var en fast pris, men at leverandøren kunne sende alle regninger og lønudgifter videre. Plus en bestemt procentdel af hele det beløb oveni, så leverandøren også var sikret en profit.

Resultatet var selvfølgelig, at alt blev meget dyrt. Og der var ikke noget incitament til at vælge den simple, men lige nøjagtigt gode nok løsning.

Måske er du gammel nok til at huske rumfærgen. Op gennem 1980’erne var det en magtdemonstration af de helt store. USA kunne sende et gigantisk rumskib – længere end to 5C-ledbusser efter hinanden – i kredsløb, med plads til syv astronauter og 27 tons udstyr i lastrummet. Og så lande hele molevitten som et fly og genbruge fartøjet (med en ny løfteraket, dog, for den blev ikke genbrugt).

Problemet var bare, at det var uhyrligt dyrt at drive hele rumfærge-programmet. Det krævede faktisk 25.000 ansatte i alt. Og afhængigt af, hvad man tæller med, endte rumfærgerne med en kilopris på op til 350.000 kr. for at bringe noget i et lavt omløb om jorden. En satellit på ét ton kostede altså 350 mio. kr. at sende op.

Med de priser og den tunge organisation var der ikke håb om at udnytte potentialet i rummet, mente Elon Musk. Rumfærgen var trods prisen ikke engang den tekniske triumf, den først lignede. Tekniske fejl førte til to katastrofer, hvor hele rumfærgen eksploderede undervejs, først i 1986 og igen i 2003. Det kostede i alt 14 astronauter livet.

Så SpaceX blev stiftet med et mål om at reducere prisen på at sende noget op i rummet med en faktor 10. Mindst. Ved at gentænke alt omkring måden, man bygger en raket på.

Hvorfor kunne man for eksempel ikke genbruge hele raketten, også løfteraketten? Kan man ikke bygge den, så den flyver tilbage til affyringsrampen og bliver grebet af to fangarme?

Den udfordring fik Elon Musk meget røg for, og det var da også lige ved at gå i vasken.

Da de tre første forsøg på at sende en raket op var gået galt og endt i store eksplosioner, var der kun penge og tålmodighed hos investorerne til ét forsøg mere.

Det fjerde og helt afgørende affyringsforsøg lykkedes til gengæld, og ikke længe efter tog NASA en chance med den nye dreng i klassen og tildelte SpaceX en kontrakt på over 10 mia. kr.

Der er mange ting, jeg ikke er vild med omkring Elon Musk. Men at han skabte SpaceX, er jeg stor fan af.

At gå i gang med missionen, helt upåvirket af alle med erfaring på området, der griner og råber, at det er helt umuligt. Hvor konkurrenterne er de meget store, klassiske leverandører til USA’s militær, som Lockheed Martin og Boeing. Filosofien med at starte helt forfra og udfordre al vanetænkning.

Det er måske store ord, men det er heller ikke helt forkert at sige, at Elon Musk ene mand rejste USA som rumfartsnation igen. Rumfærgen blev nemlig sendt på pension i 2011, og i de følgende år kunne USA ikke selv sende en astronaut op. Den ydelse måtte USA købe i Rusland, som selvfølgelig tog sig godt betalt, når astronauter skulle sendes frem og tilbage til den Internationale Rumstation.

Der gik ni år, før USA igen kunne sende astronauter op selv. Nemlig da SpaceX var klar til at flyve med mennesker i 2020. Det skrev jeg om dengang.

Men tilbage til børsnoteringen. For nu er SpaceX nemlig blevet noget andet og meget større end et raketfirma, der har gjort det ti gange billigere at sende noget op i rummet end før. Eller faktisk endnu billigere, faktisk 27 gange billigere med priser på 13.000 kr. pr. kilo med Falcon Heavy-raketten, og i praksis måske mindre.

SpaceX er set med økonomiske briller en raket, der kører på bredbånd, som tech-kommentator Om Malik beskrev det. Det er Starlink, der sørger for, at der er penge i kassen.

Men der er så mange andre skøre ting ved SpaceX anno 2026 – for eksempel at selskabet driver et socialt medie, X, tidligere kendt som Twitter.

Og at prisen på hele kagen er sat til hele 11.275 mia. kr.

Det er alt, alt for højt, hvis man forsøger at bruge det, som faktisk findes hos SpaceX i dag, som udgangspunkt for en – uhyre optimistisk – vurdering af en rimelig markedsværdi, lyder kritikken for eksempel fra den amerikanske professor Scott Galloway.

Hvis man fordobler værdien, i forhold til andre selskaber med meget høj værdi i forhold til omsætning og indtjening, når man stadig kun op på 7.000 mia. kr.

Man kan ikke bruge en normal målestok for en børsnotering, lyder den generelle vurdering derude. Her handler det om følelser.

»Alt omkring denne her børsnotering er absurd,« lyder det fra den anerkendte tech-analytiker Ben Thompson.

Elon Musks selskaber er meme-stocks – altså drevet af følelser, ikke økonomisk fornuft – og Elon Musk selv er et stort meme, mener analytikeren.

»Han tilbyder en drøm – Mars, fuldt selvkørende køretøjer, et potentielt marked på 28,5 billioner dollars – og positionerer sine selskaber og deres aktier som en adgangsbillet til den drøm,« skriver Ben Thompson – men er samtidig faktisk ret positiv omkring konceptet med datacentre i rummet.

Nå ja, datacentre i rummet. Det er endnu et af de sci-fi-agtige koncepter, der indgår i SpaceX’s forretningsplan, ifølge prospektet.

Faste læsere vil huske, at jeg i et tidligere nyhedsbrev gjorde mig lidt lystig over idéen om datacentre i rummet.

Jeg har set mange, der ved noget om fysik og astronomi, være virkelig skeptiske. For eksempel på grund af problemet med stråling i rummet. Men der er altså også kloge mennesker, der tror på, at det – måske – kan blive en succes.

Jeg gør nok klogt i ikke at forsøge at forudsige, hvad SpaceX og Elon Musk kan drive det til i fremtiden. For tilbage i 2002 lød det som verdens dårligste idé at forsøge at bygge raketter fra bunden i et privat selskab. Og i 2019 lød det mest bare som en skør hobby at ville sende 10.000 satellitter op, der så kunne sørge for lynhurtigt internet overalt, også midt ude på Stillehavet.

Meeeen – jeg tror stadig ikke helt på, at Elon Musk når at få den aktiebonus, som bliver udløst, når han rammer en særlig milepæl: En koloni på Mars med over én million indbyggere.

Så må jeg jo trække i land i et fremtidigt nyhedsbrev, hvis det faktisk lykkes.

Tesla Cybertrucks parkeret i lange baner ved SpaceX-hovedkvarteret. Prospektet afslørede, at Elon Musk har hjulpet det sløje Cybertruck-salg ved at købe stort ind af dem hos SpaceX. Foto: AFP/Ronaldo Schmidt

UGENS NYHEDER

Koster AI jobs, fordi softwareudviklere bliver overflødige? Nej, siger IT-Branchen med baggrund i en ny analyse. Der kommer faktisk flere it-jobopslag, blandt andet fordi der nu er endnu større behov for cybersikkerhedsfolk – og AI-eksperter, selvfølgelig. Tommy Dejbjerg fra Knowit kan se, hvordan softwareudviklerne kan arbejde hurtigere med AI-hjælp, men han har ikke skåret ned. Rollen bliver bare anderledes, med en AI-agent der koder, og et menneske, der styrer og kontrollerer.