Sportsøkonom: Fifa fortsætter sin vækstrejse med milliardforslag
Ph.d. og sportsøkonom Kenneth Cortsen mener, at investorer vil forvente afkast, hvis Fifa-forslag udføres.
Det er på flere parametre en naturlig forlængelse af den hidtidige kurs, når Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) vil oprette et selvstændigt kommercielt selskab og sælge aktier i det for omkring 27 milliarder kroner.
Det siger ph.d. og sportsøkonom ved professionshøjskolen UCN Kenneth Cortsen, efter at Fifa tirsdag lancerede idéen om selskabet ved navn Fifa Forward Enterprise (FFE).
- Rent økonomisk spiller det klart ind i den kommercielle og økonomiske vækstrejse, vi har set Fifa være på de senere år med Gianni Infantino som præsident, siger han.
Det nye selskab, der vil få en forventet værdisættelse på 20 milliarder dollar (cirka 131 milliarder kroner), skal stå for den kommercielle del af Fifas turneringer såsom VM og klub-VM.
Fifa søger nu private investorer, der vil købe omkring 20 procent af aktierne i selskabet, mens Fifa selv vil have en majoritetsandel i selskabet.
Kenneth Cortsen peger på, at Fifa under det nyligt overståede VM i USA, Mexico og Canada tog de kommercielle aspekter til nye højder.





