Skal vores energisikkerhed virkelig afhænge af kinesiske batterier?

I denne uge skriver jeg om:

KÆRE LÆSER

I min optik var det sommerens suverænt mest positive klimanyhed, der landede en fredag midt i juli.

Og så endda serveret af Danmarks energikommissær Dan Jørgensen (S) fra en talerstol i Bruxelles.

»De fossile brændstoffers æra nærmer sig sin afslutning. Og for Europa ligger fremtiden i ren energi og elektrificering,« lød afslutningen på kommissærens tale midt i sommervarmen.

Det kunne lyde som noget, der er sagt før, men denne gang er det overraskende konkret.

Efter mange års total stilstand vil EU nemlig vende op og ned på Europas energiforbrug.

Det er gået op for politikerne, at det ikke er nok at producere den grønne strøm fra solceller og vindmøller. Vi skal også finde ud af, hvordan vi bruger strømmen i stedet for den fossile olie og gas.

Kun 23 pct. af energiforbruget i EU kommer fra el. Sådan har det været i mere end 10 år. Men nu skal tallet fordobles til 46 pct. i 2040, lyder budskabet, som vil løse en række helt afgørende problemer på én gang:

Opløftende perspektiver. Bestemt. Men under overfladen ulmer også en ny trussel, som Europas politikere er nødt til at tage alvorligt.

For at lykkes med elektrificeringen skal der nemlig installeres batterier på kryds og tværs af hele vores energisystem.

Det er batterierne, der skal stabilisere den ujævne strøm fra vindmøller og solceller. Og lige nu er der nærmest kun ét eneste land, som kan levere.

Kinesiske virksomheder kontrollerer allerede nu langt størstedelen af det europæiske marked for batteribaserede energilagringssystemer og tegner sig for 88 pct. af importen af lithium-ion-batterier, skriver Euro News på baggrund af en rapport fra analysebureauet Wood Mackenzie.

Dertil kommer en om muligt endnu større afhængighed af kinesiske råstoffer og metaller, der skal bruges til at producere batterierne.

Europa har forsøgt at bide skeer med kineserne, men indtil nu er de faldet til jorden med store brag.

Sidste års konkurs i svenske Northvolt er det mest markante kollaps. Især fordi gigafabrikken i det nordlige Sverige havde mange af verdens største investorer og bilfirmaer i ryggen.

For tre måneder siden var det så norske Morrow Batteries, der knækkede nakken. Og i sidste uge skrottede den britiske batterifabrik AESC (som i øvrigt er kinesisk ejet) planerne om en stor udvidelse af en fabrik i Sunderland.

Jeg er ikke ekspert i batterier og skal derfor ikke kloge mig på, hvorfor vi har så svært ved at producere konkurrencedygtige batterier i Europa. Men det virker efterhånden, som om slaget er tabt.

Det understreger på mange måder, hvor sårbar Europa er. Når vi udskifter vores fossile afhængighed af Rusland, Mellemøsten og USA, opbygger vi en teknologisk afhængighed af Kinas batterier.