Fortsæt til indhold

Lego-topchef efter Novo-debat: Det skal ikke blive et kapløb om, hvem der arbejder mest

Niels B. Christiansen ser ikke noget behov for at bede sine ansatte arbejde længere. Han er dermed ikke enig med Novo-topchef Mike Doustdar, der i denne måned har sagt, at Novos ansatte skal sætte tempoet op.

Lego-chef Niels B. Christiansen tror ikke på at bruge pisk og få medarbejdere til at konkurrere om at arbejde flest timer. Foto. Thomas Lekfeldt
Erhverv

Det er ikke nødvendigt at sige til sine ansatte, at de skal arbejde flere timer. Topledelse handler om at motivere og give medarbejdere mening og stolthed i deres arbejde.

Det siger Niels B. Christiansen, topchef i Lego, som lige nu buldrer afsted og vokser mere end alle andre selskaber i toppen af dansk erhvervsliv.

»Det handler om, hvorvidt man vil bruge pisk, eller om du som leder helst vil bruge gulerod,« siger han til Finans.

»Jeg tror ekstremt meget på, at det handler om at skabe retning og mening for medarbejderne. Og på den måde skabe motivation og stolthed og lyst til at få det til at ske. For mig virker det bedre. Jeg vil hellere ledes på den måde,« siger han.

Kommentaren fra Niels B. Christiansen falder under et interview om Legos halvårsregnskab.

Et regnskab, der lander midt i en verserende debat i dansk erhvervsliv, som blev skudt i gang efter udtalelser fra en anden topchef i en af landets absolut største virksomheder, Novo Nordisk.