Landbrugets tragedie er, at det ikke forstår sit nederlag

I denne uges nyhedsbrev skriver jeg om:

At the bottom of the newsletter, you can read an English-language version.

Kære læser

Det gjorde et stort indtryk på mig, da jeg læste Peder Tuborghs interview i Finans forleden. Arla-topchefen skældte ud på politikerne, men til sidst sagde han:

»Det er trist, at vi er endt her. Og når vi er kommet igennem det her, hvad det så end lander på, bliver vi nødt til i landbruget at sætte os sammen og sige: Hvad var det, der gik galt? Hvorfor ser man sådan på landbruget?«

Det er nemt at forstå, at et presset landbrug slår fra sig. Hvis de mener, at en ny regulering truer deres livsgrundlag, skal de selvfølgelig kæmpe imod. Klart.

Men det kritiske spørgsmål er det, som Peder Tuborgh stiller:

Hvordan er landbruget endt i denne ulykkelige situation?

Stormødet i Odense gav et ubehageligt svar på det spørgsmål.

Der var en dyster stemning på stormødet i Odense i mandags. Fra venstre Søren Søndergaard, formand for Landbrug og Fødevarer, Peder Tuborgh, topchef i Arla og Christian Rabjerg Madsen, minister for natur og dyrevelfærd (S). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Landbruget var samlet for at forklare politikerne, at de misforstår landbruget, men mødet viste mig, at det er omvendt. Misforståelsen ligger hos landbruget.

Prøv at se de tre personer efter hinanden.

Han siger ikke, at landbruget er ligegyldigt. Han angriber ikke landbruget. Tværtimod, han hylder landbruget.

»I bærer en afgørende dansk værdi i jeres arbejde hver eneste dag,« sagde han.

Alligevel, så kommer han frem til den modsatte konklusion. Han talte om vandmiljøet med et »iltsvind, der kvæler livet lige nede under overfladen.« Og om, at samfundet ikke kan vente længere.

Jeg hører det sådan, at Søren Søndergaard og Christian Rabjerg Madsen taler forbi hinanden. Eller mere præcist:

De fører to forskellige regnskaber.

Landbruget fører regnskab over sine fremskridt: Hvor meget de har reduceret deres udledninger, og senest, hvor langt de strakte sig i den grønne trepart.

Jeg forstår godt, at landbruget føler, at det må tælle noget.

Christian Rabjerg Madsen fører imidlertid et andet regnskab. Et helt andet regnskab. Han tæller ikke den afstand, landbruget har tilbagelagt, men den afstand der er tilbage.

Søren Søndergaard siger: Se, hvor langt vi er kommet.

Christian Rabjerg svarer: Se, hvor meget vi mangler.

Det er derfor, landbruget rammer en mur.

Når landmændene peger på deres reduktioner, deres eksport og deres arbejdspladser, svarer Christian Rabjerg:

Jeg ved det godt.

Når Søren Søndergaard siger ”virkeligheden kalder”, så er realiteten, at det er den politiske virkelighed, der kalder på landbruget.

Det er skæbnens ironi, at landbruget måske har en god sag, når det handler om lovforslaget L5. Måske er modellerne rent faktisk usikre, og måske er tempoet for højt.

Det ændrer bare ikke ved, at landbrugets forbedringer ikke tæller så meget som erhvervet forventer.

Det er stormødets paradoks.

4.500 mennesker samles, og det ligner en magtdemonstration fra et stærkt erhverv.

Men jeg ser det modsatte. Jeg ser en afmagt.

Landbrugets øverste ledere fortæller magthaverne, at de er truet på deres eksistens. Hvorefter en magthaver træder op og erklærer, at han forstår landbrugets argument, men han når bare frem til en helt anden konklusion.

Derfor er Peder Tuborghs spørgsmål vigtigt:

Hvordan kan det gå til? Hvordan er et erhverv som mange holder af, og som måske har en god konkret sag, dog havnet her?

Stormødet i Odense giver et brutalt svar: Landbruget mener, at det har gjort sig fortjent til mere, men omverdenen føler ikke, at den skylder landbruget noget.

Har landbruget forstået den ubarmhjertige virkelighed?

Det er dér, Peder Tuborghs selvransagelse bør begynde.

PS: Søren Linding, Rasmus Bendtsen og jeg diskuterer stormødet i Finans’ podcast ”Lunde & Linding”.

Ugens citat: Christian Rabjerg Madsen

»Min svigermor Tove bliver 70 i dag, så jeg skulle have været til fødselsdag. Men jeg kan jo i det mindste sige til hende, at det var et relativt velbesøgt arrangement, som jeg kom til i stedet for hendes fødselsdag.«

Hvad siger du, når du står over for 4.500 rasende landmænd? Christian Rabjerg Madsen forsøgte at løsne op med en lille morsomhed. Belønningen var isnende tavshed.

Katastrofen i Harboøre: Cheminova gjorde det rigtige - og blev lukket

Jeg forstår det godt, hvis de i Harboøre tænker: 400 arbejdspladser forsvinder. Hvad skete der egentlig?

For hvad er det, danske virksomheder får at vide, at de skal gøre? Hvad er det, der står i lærebøgerne?