Fortsæt til indhold

»Go fix,« sagde vicepremierministeren. Og så skrev de danske virksomheder under på millionkontrakter

Danske virksomheder er på vej mod et nyt eksporteventyr.

Nye tal viser, at det er godt givet ud, når staten støtter erhvervsfremstød. Derfor tog en række danske virksomheder til Usbekistan - med Lars Løkke Rasmussen (M) i ryggen. Foto: Udenrigsministeriet
Erhverv

TASHKENT, USBEKISTAN

Vicepremierministeren var ikke kommet til dansk-usbekisk rundbordsmøde for at hyggesnakke.

»Sig hvilke udfordringer I har, og så finder vi en løsning,« sagde Jamshid Khodjaev og lyttede til de danske virksomheders ønsker.

Så kiggede han rundt, pegede på en mand i jakkesæt og lod de danske virksomheder forstå, at det var ham, der stod for den givne udfordring. Inden mødet var omme, havde flere danske virksomheder skrevet under på kontrakter i Usbekistan.

En af dem var AVK International, der laver ventiler til vand- og gasforsyning. De har hovedsæde i Galten nær Aarhus, men håber at kunne lande en kontrakt med det statslige gasselskab i Usbekistan, når landet begynder at bygge en ny hovedstad.

Landbrugsarealer svarende til to gange Paris’ areal skal tages ud til fordel for lejligheder, universitet og ministerier. Her kan danske virksomheder ende med at spille en afgørende rolle.

For AVK International er pilotprojektet nu i hus, og går alt vel, bliver den aarhusianske virksomhed en vigtig underleverandør.

Den er ikke den eneste. Flere og flere danske virksomheder har de seneste år fået øjnene op for markedet i de tidligere sovjetiske stater. Stærkt hjulpet på vej af den danske stat.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.