Fortsæt til indhold

Hurtigt overblik: Her er morgenens vigtigste erhvervshistorier i aviserne

Arkivfoto: Sisse Dupont
Erhverv
MarketWire

Her er, hvad de danske og internationale erhvervsaviser bringer i dag:

BØRSEN

CIPS NYE GIGANTFOND TILTRÆKKER NORSK MILLIARDINVESTERING
Den danske kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) har fået en af verdens største investorer med om bord på sin nye flagskibsfond, CI VI. Det drejer sig om den norske oliefond, der skyder omtrent 9 mia. kr. i fonden.

TOPCHEF: FORETRÆKKER URO I VERDEN FREM FOR FRED
Patrick Pouyanné, der er topchef i Totalenergies, siger, at han ”foretrækker en verden med forstyrrelser frem for en fredelig verden.” Ifølge den franske energigigant er store integrerede energikoncerner særligt godt positioneret, når geopolitiske spændinger skaber uro og forstyrrelser i de global energiforsyninger.

DANMARK HALTER EFTER I ADGANGEN TIL NY MEDICIN
Danmark ligge nummer ni i Europa, når det gælder adgang til ny medicin, viser en opgørelse fra Den Europæiske Lægemiddelindustris Sammenslutning (EFPIA). Ifølge landedirektør i MSD, Søren Granhøj Pedersen, risikerer den begrænsede adgang samtidig at koste arbejdspladser, innovation og konkurrenceevne.

SALLING GROUP KØBER PROSHOP
Dagligvaregiganten Salling Group køber den aarhusianske onlineforhandler Proshop, der er blandt Danmarks største. Ifølge Salling-topchef Anders Hagh skal opkøbet styrke selskabets position inden for nonfood.

BUSINESS.DK

HOLLANDSK OPTIKERKÆDE DROPPER METAS KAMERABRILLER
En af Hollands største optikerkæder Hans Anders fjerner Metas kamerabriller fra hylderne i Holland og Belgien. Beslutningen skyldes bekymring for privatlivets fred og den offentlige debat om brugen af smartbriller med kamera og mikrofon.

KØBENHAVNS BOLIGMARKED KØLER AF
Det københavnske ejerboligmarked mister fart, mens udbuddet af lejligheder fortsætter med at stige. I september var 2057 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune, hvilket svarer til en stigning på 94,2 pct. på et år. Ifølge Boligsiden har køberne nu fået mere at sige på markedet.

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM)

STOR STIGNING I LÅNEOMKOSTNINGERNE I USA
Amerikanske virksomheder har set sig nødsaget til at revidere deres låneplaner efter et kraftigt salg af amerikanske statsobligationer. Låneomkostningerne for virksomheder med de laveste kreditvurderinger nåede i denne måned op på 17 pct., hvilket er det højeste niveau siden maj 2020. (SURGE IN BORROWING COSTS HITS CORPORATE AMERICA)

TRUMP TILLADER BRUG AF RØD DIESEL
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har midlertidigt lempet begrænsningerne for brugen af skattefri rød diesel. Det skete mandag aften, hvor præsidenten skrev under på et dekret og tillod brugen af brændstoffet på offentlige veje og motorveje. (DONALD TRUMP EASES RED DIESEL LIMITS IN ATTEMPT TO QUELL FUEL INFLATION)

EMBEDSMÆND SKEPTISKE OVER FOR FUSIONEN MELLEM NEXTERA OG DOMINION
Højtstående embedsmænd i Virginia er skeptiske over for, om fusionen mellem USA’s største forsyningsselskab Nextera og elselskabet Dominion vil tilgodese forbrugerne samt den potentielle politiske magt, der vil følge med. (NEXTERA’S $67BN DOMINION TAKEOVER FACES POLITICAL BACKLASH IN VIRGINIA)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM)

FORBRUGERE SAGSØGER STARBUCKS
Tre forbrugere har anlagt et gruppesøgsmål, hvor de beskylder Starbucks for vildledende markedsføring af otte proteindrikke som sukkerfri. En talsmand for Starbucks udtalte, at selskabet mener, at påstandene i retssagen er ubegrundede, og at det agter at forsvare sig. (STARBUCKS ACCUSED OF MISLABELING ’SUGAR-FREE’ PROTEIN DRINKS IN LAWSUIT)

LEGETØJSPRODUCENT PRESSET AF AKTIONÆR
Ariel Investments, der ejer 5,4 pct. i legetøjsproducenten Mattel, opfordrer legetøjsproducenten til at undersøge strategiske alternativer, herunder et eventuelt salg. Ariel Investments har sagt, at aktierne er betydeligt undervurderede, og at en strategisk køber ville betale en betydelig præmie. (BARBIE-MAKER MATTEL FACES GROWING SHAREHOLDER PRESSURE TO CONSIDER A SALE)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK)

BRÆNDSTOF TRANSPORTERES FRA SYDKOREA TIL RUSLAND
En analyse foretaget af The Guardian af havneregistre og skibssporingsdata viser, at der i juli og august blev lastet over 176.000 ton brændstof, hovedsageligt diesel, i flere sydkoreanske havne ombord på syv tankskibe, der foretog 14 sejladser til Ruslands fjernøst. (FUEL FROM SOUTH KOREA BEING SHIPPED TO RUSSIA AS UKRAINE WAR GRINDS ON)

THE TIMES (WWW.THETIMES.CO.UK)

ANDY BURNHAM OVERVEJER AT UDSKYDE BESLUTNING OM STIGNING I FORSVARSUDGIFTER
Den britiske premierminister, Andy Burnham, overvejer at udskyde en beslutning om, hvornår regeringen vil øge forsvarsudgifterne indtil efteråret næste år, i håb om at den britiske økonomi vil forbedre sig. (ANDY BURNHAM CONSIDERS DELAYING DECISION ON DEFENSE SPENDING)

BP MAKSIMERER SIN PRODUKTION AF DIESEL
BP har tilpasset sin raffinaderiproduktion for at maksimere dieselproduktionen. Australien har især været hårdt ramt, og BP har været i stand til at sende diesel fra både Rotterdam og fra den amerikanske vestkyst til Australien. BP flyttede efterfølgende sit fokus over på flybrændstof, da der var stor bekymring om forsyningerne til flyselskaberne. Nu er fokus igen vendt mod diesel, hvor selskabet forsøger at maksimere dieselproduktionen. (BP TO ’MAX DIESEL’ AS PRICES SOAR FROM GLOBAL SUPPLY SHOCK)