Fortsæt til indhold

Danske virksomheder venter grønt opsving: »Heldigvis er amerikanerne klogere end deres præsident«

Trumps hårde retorik har ikke fjernet den amerikanske efterspørgsel efter billig og hurtig energi. Det har i praksis givet danske energivirksomheder arbejdsro, selv om der er usikkerhed. Midtvejsvalget kan give nyt rygstød, lyder vurdering.

Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark. Foto: Thomas Lekfeldt
Erhverv

Grønne vinde kan komme til at blæse over USA, hvis Donald Trump mister sit flertal i Kongressen ved midtvejsvalget.

Sådan lyder vurderingen fra repræsentanter for den del af det danske erhvervsliv, der har stået i midten af præsident Donald Trumps indædte kamp mod grøn energi.

»Uden at påstå at vi kommer til at se et grønt eldorado, så vil en demokratisk sejr formentlig betyde, at vi ser endnu mere rygstød på lokalt plan, og at virksomhederne tør tage et lidt længere lys på. Så der er formentlig lidt grøn optimisme forude,« siger Søren Friis Larsen, der er landechef i USA for Dansk Erhverv.

En lignende vurdering kommer fra Kristian Jensen, der er adm. direktør i erhvervsorganisationen for 1.300 medlemmer af den danske energisektor, Green Power Denmark.

»Hvis Kongressen kan skifte til demokratisk side, og dermed indhegne Donald Trumps ekstreme fokus og fascination af fossile brændsler som olie og gas, og få USA til at skifte til energiformer, som er billigere og mere bæredygtige, så får det naturligvis en betydning for mine medlemmer,« siger han.

Et af de medlemmer er den danske virksomhed CNC Onsite, der servicerer vindmølleindustrien med vedligehold, maskiner og reparation.

Selskabet har på baggrund af en dybdegående markedsanalyse for to år siden, nu truffet beslutningen om at åbne sit første kontor i USA, fortæller adm. direktør Søren Kellenberger til Finans.

»Markedet er så stort derovre. Det er det mest interessante marked uden for Europa. Der står et meget stort antal møller og især de europæiske mølletyper, der gør markedet interessant for os,« siger han.

Størstedelen af den danske energisektor har, siden Donald Trump tiltrådte som præsident i januar 2025, befundet sig i noget, der bedst kan beskrives som orkanens øje.

Mens retorikken fra præsidenten har stormet med øredøvende volumen omkring energisektoren, har der reelt set været arbejdsro og fremskridt for sektoren, lyder det fra flere sider.

»Det skyldes, at man i delstaterne har været relativt ligeglade med den politiske retorik, men i stedet har set på, hvad der kan levere strøm hurtigt og billigt. Det har medført et boost,« siger Kristian Jensen.

I 2025 var USA det enkeltstående land, som Danmark eksporterede mest energiteknologi til.

Fraregnet services lød den samlede energiteknologiske eksport til USA på 14 mia. kr. - det svarer til 14 pct. af den samlede danske eksport.

Søren Kellenberger, adm. direktør i CNC Onsite, har store forhåbninger til det amerikanske marked. Foto: CNC Onsite/PR

Fra hovedkontoret i Vejle er Søren Kellenberger enig i, at retorikken fra den amerikanske administration er diametralt modsat virkelighedens efterspørgsel.

»Vi har ikke ændret strategi ud fra de politiske ændringer, vi har set i USA. Markedet er interessant, og der er historisk stillet møller op, der har nået en alder, hvor de skal serviceres nu eller inden for fem år - og det gælder uanset, hvilken regering, der sidder derovre,« siger han.

Fortællingen om det danske vindeventyr i USA har de seneste år primært været set gennem prismen, der er havvindmøller.

CNC Onsite har åbnet kontor i USA efter årelange markedsundersøgelser. Foto: CNC Onsite/PR

En række energiproducenter, herunder danske Ørsted, har befundet sig i et regulært stormvejr efter, at Trump-administrationen satte hårdt ind mod havvindmøller.

For Ørsteds vedkommende har der været beordret stop for de to kæmpeprojekter Sunrise Wind og Revolution Wind. Sidstnævnte var endda næsten færdigbygget.

Tilbage i september blev sidste mølle sat op i Revolution Wind, men flere kilder fortæller til Finans, at de grønne håb for havvind i USA ligger stort set dødt.

Finans har forsøgt at få en kommentar fra Ørsted til udsigten til et demokratisk flertal i Kongressen, og hvad det vil betyde for selskabet, men Ørsted har ikke ønsket at kommentere.

Hos CNC Onsite er der dog ingen tvivl om, at der er endog meget lange udsigter for havvindmarkedet i USA, der ellers var i fremdrift for bare få år siden.

»Det er gået helt i stå. Det marked har vi taget ud af ligningen. Forsyningskæderne for havvind bliver ikke opbygget det næste stykke tid,« siger Søren Kellenberger.

Han understreger, at det alligevel ville have været en lille del af CNC Onsites amerikanske interesse.

»Det har aldrig drevet vores ambitioner.«

Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark, ser også lange udsigter for at få medvind i havvindmøllerne uagtet udfaldet i midtvejsvalget.

»Jeg har ingen forhåbning om, at den skade kan repareres på kort sigt. De sår, som Donald Trumps regime har forvoldt, er så grundlæggende, at det kræver en tværpolitisk anerkendelse af havvind,« siger han.

Havvindmøller opføres på føderal jord, altså hvor præsidenten har beføjelser. Og helt modsat er interessen på delstatsniveau.

Hos Dansk Industri er der ifølge Peter Bay Kirkegaard, der er seniorchefkonsulent med ansvar for global handel, i de fleste delstater en relativt stor grad af teknologineutralitet.

»Det, der er vigtigt, er prisen, og om det er konkurrencedygtigt. Her er vind- og solenergi i mange tilfælde det mest konkurrencedygtige,« siger han.

Han understreger, at især den store udbygning af infrastruktur omkring datacentre medfører en næsten umættelig sult efter energi.

Netop den statslige selvbestemmelse gør, at Kristian Jensen holder et skarpt øje med også guvernørvalgene, der ligger i forbindelse med valget til Kongressen.

»Hvis man kan få begge dele samtidig, både markedsefterspørgsel og den politiske velvilje, så vil det være et rigtig godt resultat for vores sektor,« siger han.

Branchebossen er samtidig fortrøstningsfuld.

»Heldigvis er amerikanerne klogere end deres præsident. De vil hellere have hurtig leverance af billig energi end sen leverance af dyr energi,« siger han.

Hos CNC Onsite er optimismen også velbevaret. I dag fylder det amerikanske marked omtrent 10 pct. af selskabets omsætning. Næste år regner topchefen med at det amerikanske marked står for 20 pct. af omsætningen.

De 80.000 møller, der står i Nordamerika i dag, giver en lukrativ forretning også på lang sigt, fortæller topchefen. CNC Onsite har en målsætning om at fordoble omsætningen i løbet af fem år.

»Til den tid regner jeg med, at USA kommer til at stå for cirka 40 pct. af omsætningen,« siger han.

Med andre ord er CNC Onsite relativt upåvirket af, hvordan Kongressen kan komme til at udforme sig på den anden side af et midtvejsvalg.

Men for andre dele af sektoren kan en sejr til det demokratiske parti betyde bedre forudsætninger, vurderer Søren Friis Larsen.

»Et skifte i Washington vil formentlig skabe mere positive vinde, der kan betrygge virksomhederne, der skal investere, i at investeringen kan have mere gang på jord.«