Fortsæt til indhold

Hurtigt overblik: Her er morgenens vigtigste erhvervshistorier i aviserne

Arkivfoto: Sisse Dupont
Erhverv
MarketWire

Her er, hvad de danske og internationale erhvervsaviser bringer i dag:

BØRSEN

STORINVESTOR RYKKER MOD OBLIGATIONER: HER LURER FAREN FOR AKTIER

Investorer begynder så småt at åbne øjnene op for obligationer som et alternativ til aktier i takt med stigende renter. I en rundspørge af Bank of America svarer 69 af 185 adspurgte kapitalforvaltere, at en rente på 6 pct. på den tiårige amerikanske statsobligation vil sætte skub til overvejelserne om at rokere fra aktier til obligationer, mens 35 kapitalforvaltere svarer, at det nuværende renteniveau allerede er attraktivt til sådanne et skifte.

RIVAL VIL KØBE OLD IRISH PUB MIDT I DRAMATISK STRID MED STIFTERE

Mens stifterne af Old Irish og den hollandske kapitalfond Standard Investment befinder sig i bokseringen, forsøger nattelivskoncernen Rekom at opkøbe Old Irish Pub. Rekom er kommet med tre bud, der gav kapitalfonden muligheden for at sælge sin andel af virksomheden for mellem 30 og 50 mio. kr., mens resterende aktionærer kun i ét af buddene ville få kontanter ud af salget.

FINANS.DK

MICHAEL HANSEN SKAL VENDE DFDS: VI FREDER INGENTING

DFDS har været udfordret, og efter 100 dage ved roret kan den administrerende direktør, Michael Hansen, fortælle, at han har mødt kampgejst blandt medarbejderne, og at der er brug for, at hver en sten bliver vendt.

NOVO PRØVER AT SIKRE SYG NYE DOMÆNER, MENS KRIGEN OM DE GODE BRANDS RASER

Novo prøver at sikre sig retten til de nye domæner .novo og .novocare. Ifølge rådgiver giver det absolut mening, da ingen andre andre kan bruge dem fremover, og så kan falske domæner i selskabets navn bremses. De nye domæner vil betyde, at Novo fremover kan bruge .novo i slutningen af sine mailadresser og bruge efternavnet .novocare, som er det onlineapotek, koncernen bruger på især det amerikanske marked.

BUSINESS.DK

SÆRLIGT MEDARBEJDERNE I STORBYERNE FRYGTER AT BLIVE ERSTATTET AF AI

Eksperter mener, at frygten i storbyerne for at blive erstattet af kunstig intelligens er overgearet. Det kommer efter en undersøgelse fra Dansk Industri, som kaster lys over danskernes bekymring om at miste sit job til kunstig intelligens. Dog viser undersøgelsen, at langt størstedelen af den samlede danske arbejdsstyrke ikke frygter, at kunstig intelligens vil gøre dem arbejdsløse i den nærmeste fremtid.

DERFOR KAN PANIK I SYDKOREA RAMME DINE AKTIER

Investeringsstrateg vurderer, at de seneste ugers turbulens på det sydkoreanske aktiemarked kan påvirke danskernes investeringer i amerikanske teknologivirksomheder. Sydkorea har nemlig fået en central position i AI-økosystemet, og de seneste store kursfald til Samsung Electronics og SK Hynix kan meget vel være en forsmag på, hvad der kan vente udviklingen i aktier, som for eksempel Nvidia eller Micron, lyder det.

FINANCIAL TIMES (WWW.FT.COM)

KRAFTIG STIGNING I AI-LEVERANCER SENDER KINAS EKSPORT I VEJRET MED 36 PCT.

Kinas eksport steg med 36,3 pct. målt i dollar i september sammenlignet med året før, hvilket understreger landets stadig større afhængighed af handel for at skabe økonomisk vækst. Landets eksportvækst klarede sig dermed bedre end fremgangen i august på 25 pct., mens forventningen blandt analytikerne lød på 25,7 pct. Eksporten relateret til kunstig intelligens steg kraftigt i september, hvilket er forklaringen bag. Stigningen er desuden den største siden januar-februar 2021. (CHINA’S EXPORTS SURGE 36 PCT. AS AI-RELATED SHIPMENTS BOOM)

JAPANSKE BANKER OG FORSIKRINGSSELSKABER VENDER TILBAGE TIL INDENLANDSKE OBLIGATIONER I TAKT MED AT RENTERNE STIGER

Japans største banker og forsikringsselskaber har købt indenlandske statsobligationer og solgt udenlandske obligationer de seneste måneder, hvilket kan være de første tegn på en mere omfattende hjemtagning af kapital fra landets institutioner. Ifølge Financial Times’ beregninger har institutioner tilsammen købt japanske statsobligationer med en løbetid på to år eller mere for et nettobeløb svarende til 34 mia. dollar i de fem måneder frem til august. (JAPANESE BANKS AND INSURERS RETURN TO DOMESTIC BONDS AS YIELDS SURGE)

HOUTHIER FORMODES AT STÅ BAG ANGREB PÅ SAUDI ARAMCOS HOVEDKVARTER

Houthi-oprørerne har tilsyneladende angrebet Saudi Aramcos hovedkvarter, efter at en koalition ledet af Saudi-Arabien har gennemført luftangreb mod den jemenitiske hovedstad, der kontrolleres af iran-støttende militante. Skaderne på hovedkvarteret hos verdens største oliekoncern står endnu ikke klart. (SAUDI ARAMCO HQ ATTACKED IN SUSPECTED HOUTHI STRIKE)

WALL STREET JOURNAL (WWW.WSJ.COM)

APPLE-TOPCHEF TAGER NÆSTE SKRIDT MED HOMEVIEW-TABLET

Apples nye Homeview til det såkaldte ”smarthjem” er sammen med opdaterede Homepod-højtalere en del af topchefen John Ternus’ strategi om at udvide produktsortimentet og trække forbrugere tættere ind i Apples økosystem. Lanceringen lander på et tidspunkt hvor Apple står over for udfordringer, idet Siri fortsat er langsommere og mindre intelligent end konkurrenter, og hvor Amazon har erobret to tredjedele af det amerikanske marked for smarte højtalere. (JORN TERNUS TAKES NEXT BIG SWING AS APPLE CEO WITH HOMEVIEW TABLET)

DØDSULYKKEN I RUTSJEBANEN ”GOLIATH” KASTER EN LANG SKYGGE OVER SIX FLAGS’ HÅB OM AT VENDE UDVIKLINGEN

Den nordamerikanske kæde af forlystelsesparker Six Flags har midlertidigt lukket 10 rutsjebaner, efter at 42-årige Hassan Kariem omkom ved et fald fra forlystelsen ”Goliath” i Georgia. Hændelsen sætter selskabet i et nyt søgelys, netop som det kæmper for at øge besøgstallet og omsætningen. Six Flags-aktien faldt med 14 pct. tirsdag og er dykket med over 80 pct. siden fusionen med Cedar Fair blev gennemført. (GOLIATH ROLLER-COASTER DEATH CASTS LONG SHADOW OVER SIX FLAGS’ TURNAROUND HOPES)

THE GUARDIAN (WWW.GUARDIAN.CO.UK)

BRITISK MINISTER AFVISER TOLD PÅ KINESISKE BILER

Den britiske minister for energi, erhverv og industristrategi, Jonathan Reynolds, udtaler, at han ikke vil give efter for opfordringer fra andre lande eller EU om, at Storbritannien skal pålægge kinesiske køretøjer importafgifter, trods politisk pres for at tilpasse sig EU til gengæld for tættere økonomiske bånd i fremtiden. I 2024 indførte EU told på kinesiske elbiler, og i fredags blev der indført en kvote på 350.000 kinesiske hybridbiler om året af frygt for, at billigere alternativer forårsager industriafvikling og tab af arbejdspladser. (UK WILL NOT PUT TARIFFS ON CHINESE VEHICLES, SAYS JONATHAN REYNOLDS)

ANTHROPIC ADVARER OM AT AI-MODELLER SNART KAN BLIVE ”SELVREPRODUCERENDE”

Anthropic advarer om, at nogle af selskabets kunstig intelligens-modeller snart kan blive såkaldt ”selvreproducerende” og finde måder at infiltrere internetforbundne enheder på, såsom smarte køleskabe og automatiske støvsugere. Når dette sker, vil modeller ifølge selskabet selv kunne køre på egen hånd i disse enheder uden behov for datacentre, hvilket vil betyde et betydeligt tab af kontrol over en AI-model, som er løbet løbsk. (AI IN YOUR OVEN? ANTHROPIC WARNS MODELS ”MONTHS AWAY” FROM SELF REPLICATION ON SMART DEVICES”