Sjældent har man hørt så tydligt et grønt nødråb fra erhvervslivet

I denne uge skriver jeg om:

KÆRE LÆSER

Det kan godt være lidt af en tungebrækker, men vi kan lige så godt lære at sige det højt og tydeligt. For lige nu fremstår begrebet elektrificering som det uomtvisteligt vigtigste værktøj i kampen mod tårnhøje energipriser, klimakatastrofer og vores afhængighed af fossile brændstoffer fra Rusland, Mellemøsten og USA.

Jeg har i hvert fald sjældent hørt et mere tydeligt nødråb fra et samlet dansk erhvervsliv. Og så taler det endda direkte ind i klimakampen, som ellers er dumpet ned på to-do-listen hos både politikere og virksomheder.

»Det er vejen til uafhængighed,« lyder argumentet igen og igen fra erhvervslivet.

Skulle man være i tvivl om alvoren, kan man dykke ned i de seneste - og temmelig omfattende - elektrificeringsudspil, som landets to største erhvervsorganisationer udsendte nærmest synkront tidligere på måneden.

Dansk Industris (DI) handlingsplan kommer på vegne af 20.000 virksomheder, mens Dansk Erhverv (DE) har 18.000 medlemsvirksomheder i ryggen.

Og det er ikke bare virksomheder, der gerne vil sælge grønne løsninger. Det er i langt højere grad den brede skare af store og små virksomheder, der har brug for den grønne strøm, fordi de er dødhamrende trætte af de tårnhøje regninger til fossil energi, der er udløst af Trumps konflikt med Iran og Putins krig i Ukraine.

Den gode nyhed er, at politikerne på Christiansborg har forstået budskabet. Både klimaminister Samira Nawa (R) og erhvervsminister Martin Lidegaard (R) har gjort elektrificering til en mærkesag.

Den dårlige er, at det har knebet gevaldigt med at gøre den politiske opbakning konkret. I hvert fald lige ind til regeringen serverede en check på 3,2 mia. kr. til elektrificering af Danmark i forbindelse med sit finanslovsforslag lige før efterårsferien.

Dermed er der kommet svar på nødråbet. Men man skal ikke lade sig narre af det jubelbrøl, der efterfølgende kom fra erhvervslivet. For milliardindsprøjtningen er kun et lille skridt på vejen mod en uafhængig energiforsyning.

Lad mig lige ridse op, hvad der ifølge virksomheder er brug for.

Med over 70 forskellige forslag fra de to organisationer er der nok at tage af, men jeg har valgt at zoome ind på tre af de vigtigste, som går igen hos både DI og DE.

1. Pengene
Selv om elektrificering ifølge erhvervslivet vil gøre virksomhederne stærkere på sigt, er det svært at få dem til at foretage de nødvendige investeringer for at få produktionsanlæg eller lastbiler over på el. Engangsinvesteringerne og usikkerhederne er stadig for store, lyder det.

Derfor har erhvervslivet længe efterspurgt støtte til de virksomheder, der dropper den fossile energi. På organisationernes ønskeseddel står der ca. 1 mia. kr. om året, og regeringen har i gennemsnit fundet 800 mio. kr. årligt frem til og med 2030. Det er et nybrud, som vækker begejstring. Flueben ved den del.

2. Elnettet
Krisen i elnettet har vist sig at have langt flere konsekvenser for erhvervslivet, end de fleste havde forestillet sig for bare et år siden. For ingen virksomheder kan elektrificere, når monopolselskabet Energinet ikke kan levere strøm i stikkontakten.

Regeringen har med delvis succes forsøgt at håndtere de allermest presserende problemer med en akutplan, men de varige løsninger lader vente på sig.

Både DI og DE hungrer efter langsigtede planer for Energinets udbygning af eltransmissionsnettet, der udgør motorvejene i det danske elnet. Det skal være klart for alle, hvor de store linjer bliver bygget, og så vil de have ændret loven, så Energinet og de lokale netselskaber har frit spil til at udbygge elnettet på forkant af efterspørgslen.

Det kræver et opgør med den nuværende tænkning, hvor Energinet først begyndte at bygge elnet, når kunderne bankede på døren. Og det vil betyde, at Energinet kan bygge amok på elkundernes regning. Også selv om man ikke har garanti for, at elkablerne senere vil blive brugt.

I en teknisk rapport, som ingeniørfirmaet Rambøll har lavet for DI, er investeringerne i elnettet estimeret til langt over 100 mia. kr. frem mod 2030. Det er voldsomt mange penge, men logikken er, at det er billigere end prisen for at være afhængig af volatile priser på fossil energi fra tvivlsomme regimer.

Regeringen deler tankesættet. Samira Nawa har flere gange lovet en energiinfrastrukturplan frem mod 2035, som skal sikre en målrettet udbygning af elnettet.

Hvad hun pønser på, er dog stadig et åbent spørgsmål, og rygterne går på, at planen først skal på forhandlingsbordet i 2027. Det er slet ikke godt nok til de utålmodige interesseorganisationer.

3. Målsætningen
For at lykkes med elektrificeringen er der brug for en klar målsætning, lyder det.

DE foreslår, at mindst 60 pct. af energiforbruget skal komme fra el i 2035. DI foreslår et pejlemærke på 45 pct. baseret på føromtalte Rambøll-analyse.

De to målsætninger er opgjort forskelligt og kan ikke direkte sammenlignes, men retningen er den samme. Der skal skrues kraftigt op for brugen af grøn strøm, der ifølge de seneste tal kun udgør 22 pct. af Danmarks nuværende energiforbrug.

Men politikerne er afventende.