På udkig efter et nyt grønt eksporteventyr

I denne uge skriver jeg om:

Klimaredaktør Jakob Martini i Indien. FOTO: Privatfoto

KÆRE LÆSER

Klokken var 21.18 en torsdag aften, da jeg opdagede, at jeg virkelig havde dummet mig.

Jeg var på reportagetur i Indien og befandt mig i den pulserende produktionsmetropol Chennai. I løbet af dagen havde jeg besøgt to danske virksomheder, der satser stort på at producere grønne løsninger i verdens folkerigeste land. Og nu var jeg så landet trygt på mit hotel for at samle op på dagens indtryk.

Det var her, det gik op for mig, at jeg havde efterladt min sorte notesbog på bagsædet af den bil, der hele dagen havde kørt mig rundt i Chennais vilde trafikkaos.

Notesbogen var vigtig. Det var her, jeg havde alle mine iagttagelser fra flere dages reportagetur, og jeg ville have virkelig svært ved at undvære den.

»Jeg får simpelthen lige brug for din hjælp,« skrev jeg derfor desperat til min kontaktperson i Danfoss, som var en af de virksomheder, jeg havde besøgt tidligere på dagen.

Det var Danfoss, der havde hjulpet mig med at skaffe chaufføren. Min eneste mulighed for at få notesbogen igen var, at de kunne spore chaufføren og få ham til at køre tilbage til hotellet.

I løbet af de efterfølgende minutter oplevede jeg på egen krop, hvor effektive og ekstremt hjælpsomme inderne kan være.

Lynhurtigt fandt Danfoss-medarbejderne frem til chaufføren, som havde parkeret bilen i en garage og var kommet hjem til sig selv efter en 14 timers arbejdsdag.

Alligevel gik han tilbage til garagen, fandt min notesbog på bagsædet af bilen og kørte 45 minutter igennem millionbyen for at give den til mig samme aften. En service, der blev prissat til 35 danske kroner (og ja, han fik lidt ekstra drikkepenge).

Episoden siger en hel del om, hvorfor danske virksomheder strømmer til Indien.

For godt nok er Indien ramt af kæmpe fattigdom, korruption og et til tider regulatorisk kaos. Men det er også et land med et tårnhøjt serviceniveau, lave lønninger til de ufaglærte og adgang til veluddannede specialister.

Dertil kommer, at Indien har 1,4 milliarder indbyggere og en hurtigtvoksende middelklasse, som over de kommende år vil skabe et gigantisk hjemmemarked.

Det gælder ikke mindst inden for de grønne teknologier, hvor Indien lægger an til at følge i hælene på Kinas historiske elektrificering.

Inden 2030 forventes Indien at fordoble sin kapacitet af grøn energi til svimlende 500 gigawatt. Sol er den oplagte teknologi i et land, hvor der ofte er mere end 30 grader varmt, men Indien vil også gå bonanza i vindmøller. Og hvis man skal tro fremskrivningerne, kommer Indien til at rejse lige så mange vindmøller som USA i de kommende 10 år.

Det er unægtelig attraktivt for mange danske virksomheder, der er verdensmestre i vind og andre grønne teknologier. Især på et tidspunkt, hvor Donald Trump vender ryggen til både Europa og den grønne omstilling.

Men man skal heller ikke lade sig forblinde.

For godt nok bliver Indien ofte hyldet for at have verdens største demokrati. Men det er en anden form for demokrati, end vi kender herhjemme.

Det blev pludselig meget tydeligt for mig, da jeg stod ved immigrationsskranken på vej ud af landet.

For minutter senere befandt jeg mig i et krydsforhør med en kontant indisk kvinde, som ville vide præcis, hvem jeg havde interviewet og besøgt under mit ophold i Indien.

Hun var tydeligvis ikke tilfreds med de oplysninger, jeg havde givet i forbindelse med behandlingen af mit journalistvisum.

Kvinden tog min mobiltelefon og ville have adgang til min e-mail. Hvad hun var på udkig efter, blev aldrig helt klart for mig, men heldigvis kom hun tilbage efter lidt tid og uden yderligere forklaring gav hun mig lov til at slippe ud af landet.

Situationen blev aldrig dramatisk. Men det var en påmindelse om, at pressefrihed og demokratiske spilleregler defineres anderledes i Indien.

Det har man set i en langt mere alvorlig skala over de seneste måneder i hovedstaden Delhi, hvor myndigheder og politi ifølge eksperter har slået usædvanlig hårdt ned på ungdomsdemonstrationer.

Det mærker man dog intet til i det sydlige Indien, hvor jeg mødte en stribe danske og indiske forretningsfolk, som beskrev et samfund i en rivende udvikling.

»Det er helt ustoppeligt, det der foregår herude,« sagde Ravi Purushothaman, der er direktør for Danfoss’ indiske forretning.

Det kan du blive klogere på i denne reportage om danske virksomheders jagt på et nyt grønt eksporteventyr. Og der kommer mere om den vilde elektrificering de kommende dage.

Jeg håber, du vil læse med.

Det er også sket

COP31 ruller - men topcheferne bliver væk
Mandag begyndte FN’s klimatopmøde nummer 31 i den tyrkiske ferieby Antalya. På forhånd er forventningerne til en aftale skruet ned til et absolut minimum, og dansk erhvervsliv har da også ladet de tungeste profiler blive hjemme.

For første gang i mange år er der ikke en eneste privat dansk virksomhed eller investor, der sender topchefen til det årlige COP-møde.

Der er ellers ikke længe siden, at jeg løb ind i topchefer fra store danske selskaber som Mærsk, Ørsted, Novonesis, PKA og PensionDanmark, når jeg har dækket klimatopmøder.