Derfor bliver jeg hjemme fra årets klimatopmøde

Forberedelserne til dette års klimatopmøde er i fuld gang. Foto: Goksel Yapar/Ritzau Scanpix

I denne uge skriver jeg om:

KÆRE LÆSER

Mere end 90 stats- og regeringschefer ventes at dukke op. Det er en trussel mod selve menneskeheden, der er på dagsordenen. Og vi er bagud med at finde løsninger.

Alligevel er det svært at forestille sig, at man kan blive enige om nogle som helst ambitiøse tiltag under klimatopmødet COP31, der begynder i Tyrkiet på mandag.

For første gang i fem år har jeg selv valgt at blive hjemme. Ikke fordi klimatruslen er aftaget, eller fordi min chefredaktør hellere vil bruge pengene på noget andet. Nej, det er simpelthen en erkendelse af, at det ikke længere er FN’s klimaforhandlinger, der dikterer retningen for den grønne omstilling.

Sådan har billedet i hvert fald været i de seneste par år, og det vil overraske mig, hvis det skulle ændre sig over de kommende uger i feriebyen Antalya.

Sidste gang, der kom et markant resultat ud af et klimatopmøde, var på COP28 i Dubai i 2023:

Formuleringerne om fossil energi var de mest skelsættende. Selvom oliestaterne i de afgørende timer fik fjernet en mere skarp formulering om at udfase fossil energi, var det første gang nogensinde, at verdenssamfundet kunne enes om at nævne de fossile brændstoffer i en COP-aftale.

Allerede året efter i Aserbajdsjan begyndte det dog at knirke.

På det tidspunkt stod det klart, at USA var på vej ud af Parisaftalen, og det fik Saudi-Arabien til at spænde musklerne i forhandlingslokalet. Resultatet var, at man under COP29 ikke engang kunne blive enige om at gentage formuleringen fra året før.

Alligevel blev der opbygget en tro på, at COP30 i den brasilianske del af Amazonas kunne blive et vendepunkt.

De brasilianske værter virkede målrettede. EU og Kina havde forud for topmødet indgået en aftale om at udvikle grønne teknologier og tage fælles ansvar for klimakrisen. Der opstod et håb om, at resten af verden var klar til at vælge en grønnere økonomi og efterlade USA og Donald Trump tilbage på perronen.

Men nej.

Der kom ingen aftale om at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer. Målene for vedvarende energi og energieffektiviseringer blev igen forbigået i tavshed. Og EU’s forslag om at skærpe konkrete tiltag for at reducere CO₂-udledning blev ganske enkelt hældt af brættet.

»Vi (i Europa, red.) er ikke den dominerende stemme i verden mere. Den er tabt nu,« konkluderede den daværende danske klimaminister Lars Aagaard (M), da han forlod konferencecentret i Amazonas.

Hans rolle i topmødet var markant. På grund af Danmarks EU-formandskab forhandlede Lars Aagaard på hele EU’s vegne sammen med den hollandske klimakommissær Wopke Hoekstra. De to var EU’s eneste repræsentanter, da slutspillet foregik i et lukket lokale gennem en hel nat, hvor de forskellige store lande og forhandlingsgrupper kæmpede deres sag.

Det var her, det gik op for Lars Aagaard, at det er lande som Kina, Indien, Saudi-Arabien, Rusland og Brasilien, der svingede taktstokken. Og at de med forskellige argumenter kunne enes om at ignorere klimakrisen for i stedet at prioritere handelspolitiske interesser og danne nye geopolitiske alliancer.

»Det er min opfattelse, at der var smedet en stærk alliance rundt om os, og den kunne vi ikke bryde,« sagde Lars Aagaard, da jeg lavede et længere interview med ham om det dramatiske forløb.

Nu er der så gået endnu et år.

I mellemtiden er den geopolitiske situation kun blevet endnu mere ustabil, og landenes interesse i at gå på kompromis med egne nationale interesser for at løse en fælles global trussel synes endnu længere væk.

Alle er bange for at gå foran og vise vejen. Det ser vi også i EU, der ruller baglæns på centrale klimatiltag, fordi man er bange for at betale en uforholdsmæssig høj pris. Nu handler det om konkurrencekraft på den korte bane.

Det er det verdensbillede, som virksomheder og investorer kigger ind i. Og dermed bliver fremtidsscenarierne skitseret i nogle helt andre forhandlingsrum end dem, FN faciliterer i Antalya.

Hvor slemt er det så for klimaet?

Det kan vi først svare entydigt på om nogle år, men tydeligt er det, at tunge investeringer i nye dyre klimateknologier bliver parkeret rundt omkring i hele verden.

Omvendt har investeringerne i vedvarende energi og elektrificering fået et massivt rygstød på grund af den sikkerhedspolitiske trussel, der lige nu knytter sig til hele energiforsyningen.

I store dele af verden er grøn strøm nemlig det eneste svar på at blive selvforsynende på energi. Det gælder f.eks. i Europa, Kina og Indien. Og samtidig er den billigere end den fossile energi, som landene importerer fra bl.a. Rusland, Mellemøsten og USA.

Det har udløst en massiv politisk interesse for at bygge fossilfri energi fra sol, vind, og atomkraft. Og efter mange års tornerosesøvn er der også kommet et udbredt fokus på at elektrificere samfundet, så virksomheder og husholdninger kan skippe den fossile energi til fordel for lokalt produceret strøm.

Netop elektrificering er derfor også udpeget som et forhandlingsspor på COP31. Overgangen fra molekyler til elektroner vil mange lande gerne satse på af alle mulige andre årsager end klimakrisen.

Det er let for dem at tale om på COP31, og formentlig kan man også enes om en tiltrængt hensigtserklæring. Men det bliver næppe forpligtende, og det bliver næppe afgørende for tempoet.

Elektro-revolutionen er nemlig allerede i gang i mange af verdens fattige lande. Kina viser vejen og leverer samtidig teknologierne, så nu er det store spørgsmål, hvor hurtigt andre lande følger trop.

Derfor rejste jeg i sidste uge til Indien for at se, om man finder et håb for klimaet i verdens folkerigeste land.

For selv om Indien traditionelt er blevet udråbt som en klimaskurk med uambitiøse klimamål og stor appetit på kulkraft, så skruer inderne altså op for den grønne strøm i et tempo, hvor kun få kan være med.

Her er det efterspørgsel, pris og sikkerhed, der trækker. Men det ændrer ikke ved, at Indiens grønne strøm er med til at begrænse fremtidens klimakatastrofer.

Der er med andre ord et grønt håb derude. Bestemt. Men der er også mange bekymringer.

Det kommer jeg til at skrive meget mere om over de kommende uger, når jeg zoomer ind på Indiens omstilling og de muligheder, den åbner for Danmarks grønne industrier.

Og så glemmer FINANS naturligvis ikke COP31, fordi jeg ikke befinder mig fysisk i den tyrkiske ferieby.

For godt nok er FN-sporet lige nu havnet i en blindgyde, men i en tid, hvor demokraterne pludselig kan vinde i en jordskredsejr under midtvejsvalget i USA, kan man aldrig vide, hvad der sker.

Jeg håber, at du vil læse med.

Sådan så det ud, da verdenspressen tog imod Wopke Hoekstra og Lars Aagaard efter de afsluttende maratonforhandlinger på COP30 i Brasilien. Foto: Jakob Martini

Det er også sket

Dan Jørgensen advarer mod kinesiske komponenter i vindindustrien
Det er afgørende, at den europæiske vindindustri ikke bliver afhængig af import af komponenter fra Kina. Sådan lyder det fra EU’s energikommissær Dan Jørgensen, der lægger op til, at Europa skal kunne stille krav til, hvor vindindustriens komponenter kommer fra.

»Når vi taler om vigtig infrastruktur og om at sikre os mod afhængigheder, synes jeg, det er helt fair, at man også går ind og stiller nogle krav til, hvor komponenterne kommer fra,« udtalte Dan Jørgensen forleden til en pressebriefing i Europa-Huset.