Fortsæt til indhold

Dur ikke, ud: Danmark udviser klog kineser

Hun skulle være fremtidens arbejdskraft, men på lørdag bliver Yuying Zhang sendt tilbage til Kina.

Yuying Zhang
Erhverv

Først betalte Danmark for Yuying Zhangs uddannelse, SU og dansk-undervisning. Nu er hun blevet udvist. Og senest på lørdag skal hun være ude af landet.

Den 30-årige kineser kunne være med til at lukke hullerne på det danske arbejdsmarked. Men på grund af en skilsmisse er hendes liv i Danmark forbi.

”Jeg forstår det ikke. Hvorfor betaler Danmark mig for at tage en gratis uddannelse, men smider mig bagefter ud i stedet for at lade mig få et job og betale det tilbage, som jeg har fået,” siger Yuying Zhang.

Kineseren kom til Danmark i 2008, efter at hun havde mødt en dansk mand i sit hjemland. Her arbejdede hun som direktørassistent i en kinesisk virksomhed, der importerer danske maskiner.

Parret giftede sig i Danmark, og kineseren fik derfor opholdstilladelse i 2009. For at stå stærkere på det danske arbejdsmarked tog hun en uddannelse i international handel og marketing oven i sin fire år lange regnskabsuddannelse fra Beijing. Desuden lærte hun det danske sprog, ligesom hun havde tre deltidsjob, mens hun studerede.

Parret flyttede fra hinanden

Men forholdet gik skævt. I 2012 flyttede parret fra hinanden og blev siden separeret. Nu vurderes kineserens tilknytning til Danmark at være for lav til, at hun kan opholde sig i landet. Senest den 7. december skal hun være ude af landet.

”Jeg troede, at jeg skulle starte et godt liv i Danmark. Men jeg skal rejse, og det er jeg ked af, for jeg kan virkelig godt lide Danmark. Jeg synes ikke, at det er i orden,” siger Yuying Zhang, der har måttet afvise flere jobsamtaler, siden hun i september afsluttede sin uddannelse.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet kalder det irrationelt, at Danmark på den ene side erklærer til kamp for en dygtigere arbejdsstyrke, men samtidig udviser en type som Yuying Zhang, der har fået en uddannelse betalt af Danmark og kan bidrage til vækst i samfundet.

”Det er for dumt og umenneskeligt. Der er blevet lavet nogle idiotiske regler, og jeg aner ikke, hvem de er til ære for,” siger Flemming Ibsen.

Læs mere om sagen herunder.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner