Coop vil erobre parfume-markedet
En ny netbutik skal importere skønhedsprodukter fra udlandet.
Coop åbner for en priskrig med Matas og andre danske detailbutikker inden for kosmetik og parfume.
Dagligvarekoncernen etablerer nemlig en ny netbutik, der udbyder skønhedsprodukter, som er parallelimporteret fra udlandet.
Det sker som led i en satsning om at fordoble Coop Danmarks samlede nethandel. Den udgør allerede – ifølge koncernen – et »pænt trecifret millionbeløb«.
Næste skridt i den retning er altså en direkte offensiv mod de fysiske butikker med kosmetik og parfume.
»Priserne er for høje i det danske skønhedsmarked, og mærkevarer sælges uden større priskonkurrence. Det vil vi lave om på ved at gå nye veje,« siger Helle Stenbak, der er ny kategorichef for skønhedsområdet i coop.dk.
I 1990’erne var hun medstifter af butikskæden ParfumeDiscount, der havde som ambition at lægge pres på de etablerede parfumebutikker.
Køber internationalt
Nu er Helle Stenbak klar til samme mission. Denne gang bare for Coop.
»Vi går ud i det internationale marked og parallelimporterer skønhedsprodukter for at kunne sælge dem til lavere priser. Der er et voksende salg af skønhedsprodukter på nettet, men det er fortsat beskedent i forhold til de fysiske butikker. Vi indleder med op mod 2.000 forskellige mærkevarer og vil løbende forsøge at udvide sortimentet,« siger Helle Stenbak. Hun fortsætter: »Vi skal erobre markedet ved at udbyde produkter til markant lavere priser end i de fysiske butikker og med et større udvalg.«
Hos den børsnoterede Matas-koncern, der har 295 forretninger rundt om i landet og egen netbutik, bliver den nye konkurrence mødt uden mange kommentarer. Informationschef Henrik Engberg Johansen konstaterer dog:
»Vi er naturligvis opmærksom på initiativer på nettet, og vi holder skarpt øje med Coop. Ligesom vi gør med vores øvrige konkurrenter.«
I regnskabsåret 2013/14 opgjorde Matas, at den såkaldte beauty-produktgruppe, som er koncernens vigtigste, udgjorde 74 pct. af omsætningen fra dens egne butikker. Matas’ vurdering lød også, at i det år lå markedsandelen på 38 pct. for forretningsområdet. Inden for koncernens ”high-end beauty” med distribuerede mærkevareprodukter fra de store parfume- og kosmetikhuse, var markedsandelen anslået til 62 pct, mens den var 29 pct. i de mere bredt distribuerede skønhedsprodukter.
Matas fastslog i årsberetningen, at de væsentligste konkurrenter til skønhedsplejen er »supermarkeder, parfumerier, stormagasiner og fødevarediscountbutikker samt internetbutikker«, og at den langsigtede markedsvækst inden for skønhedsplejeområdet i gennemsnit vil ligge på 3-4 pct. pr. år.
I nethandlen har Coop, der omfatter butikskæder som Kvickly, Irma, Fakta og SuperBrugsen, tidligere i år introduceret seks såkaldte specialbutikker, som alle udbyder forskellige varer. Det gælder inden for haveliv, legetøj, cykler, baby, vin og bolig. Det suppleres nu med skønhedsområdet, som ifølge Coop er koncernens hidtil mest ambitiøse satsning på det område.

