Fortsæt til indhold

Amerikanerne har nået deres fastfood-mætningspunkt

For første gang i fastfood-kædernes historie er væksten stoppet.

Erhverv

På bare ti år forvandlede Ray Kroc, grundlæggeren af McDonald's som vi kender det i dag, én restaurant til en kæde med over 700 restauranter rundt om i USA. Det hele startede i 1955, og allerede i 1983 havde fastfoodkæden åbnet 6.000 restauranter. Den udvikling fortsatte de næste to årtier, hvor McDonald's åbnede ca. 360 nye restauranter i USA hvert år.

Hos McDonald's konkurrenter, såsom Burger King og Wendy's, finder man lige så imponerende væksthistorier. Men fastfood-eventyret ser ud til at have taget en noget uventet drejning for kæderne. De seneste år har fastfood-kæderne nemlig ikke oplevet den enorme vækst i USA, som de har været vant til. Det skriver Bloomberg Businessweek.

Det gennemsnitlige salg på McDonald's Restauranter i USA, som har været åbnet i mindst 13 måneder, faldt således med 0,2 procent sidste år, for Bruger King er det faldet med 0,9 pct

Hvis man tæller alle de nyåbnede restauranter med, har McDonald's kun præsteret en vækst på 1,1 pct. sidste år. Bare et år tidligere lå væksten på 4 pct. Det viser tal fra den amerikanske analysevirksomhed Euromonitor International.

"Traditionelle fastfood-kæder såsom McDonald's, Sonic, Wendys, KFC og Taco Bell er forholdsvis godt mættet her i USA, og der er meget lidt plads til yderligere vækst," siger Peter Saleh, der er senioranalytiker ved mæglerfirmaet Telsey Advisory Group, til Bloomberg.

Selvom salget af brugere og pomfritter ser ud til at stilne af i USA, står det dog langt fra skidt til for de store fastfood-kæder. De skal nemlig bare kigge på deres restauranter i andre lande for at se de enorme vækstrater, som det amerikanske marked engang præsterede.

Den voksende middelklasse i lande som Kina og Brasilien er nemlig vilde med den amerikanske madkultur. Sidste år hentede McDonald's da også omkring to tredjedele af omsætningen uden for USA. For ti år siden var det kun halvdelen af omsætningen, som lå uden for USA.

Også virksomheden Yum, der ejer kæderne KFC og Taco Bell, klarer sig godt internationalt. Over halvdelen af kædernes omsætning kommer fra de 6.380 restauranter, som kæden har i Kina.

Nogle analytikere mener, at det faldende salg i USA især skyldes den øgede konkurrence fra kæder med sundere alternativer, som appellerer til en ny generation, der går mere op i sundhed, når de køber fastfood.

McDonald's og de andre traditionelle fastfood-kæder har da også taget kampen op mod disse nye kæder ved at tilføje sundere alternativer såsom kyllingesandwich og flere salater til deres menu. Men det har ikke rigtig givet succes.

Don Thompson, McDonald's adm. direktør, fortalte sidste år, at salaterne ikke rigtig sælger. For nyligt fjernede Burger King da også deres fedtfattige pomfritudgave fra de fleste restauranter.

Udfordringerne med de sundere alternativer skyldes ifølge analytikerne, at de traditionelle kæder har bygget deres forretning op omkring brugere og pomfritter, og derfor tiltrækker de folk, som vil have den slags mad og ikke salater.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
McDonald's