Nu kan du få fastfood med din mobil
Sunset Boulevard lancerer bestilling af fastfood på smartphones.
Om kort tid kan du få Sunset Boulevards nye mobil-app, hvor du kan bestille din mad på forhånd, så du undgår ventetid i restauranten.
"Vi vil gerne gøre det lettere for kunderne at købe mad hos os. Vi laver jo først maden, når du kommer, men med en onlinebestilling skærer vi noget af den ventetid fra. Vi kan have det klar, når du kommer. Det er til gavn for dig og os," siger Kristian Scheef Madsen, administrerende direktør hos Sunset Boulevard.
Han siger, at det ikke er en opfindelse, som Sunset Boulevard har lavet, men han mener, at tiden er rigtig og moden nu, til at danskerne også skal have gavn af denne løsning.
Kristian Scheef Madsen har store forventninger til den nye app. Han afslører, at der kommer en feature, som Sunset Boulevard vil være blandt de første til at lancere i Danmark.
"Jeg håber bestemt, at det kommer det giver flere kroner og øre i kassen. Det er derfor, vi er her. Men hvad kom først, hønen eller ægget. Ambitionen er at få flere kroner i kassen, men hvis det ikke sker, og vi kun oplever en lettelse for os og kunderne, er det også en succes," siger Kristian Scheef Madsen.
McDonald's og Burger King har prøvekørt lignende apps i andre lande, men ikke i Danmark. Det var ikke muligt at få en kommentar fra hverken Burger King eller McDonald's om, hvordan det var gået med deres apps.
Men administrerende direktør hos McDonald's i Danmark, Joachim Knudsen, fortæller, at McDonald's lige nu planlægger at gennemføre en stor digital satsning i Danmark inden for de kommende år. Her bliver det også muligt at bestille sin burger via mobilen.

