Fortsæt til indhold

Dansk shoppingcenter med i fornem klub

Fisketorvet i København kan nu kalde sig et firestjernet shoppingcenter.

Erhverv

Cykelpumpe og lappegrej, skopudsning, ladestation til mobiltelefoner og en familiestue, hvor flasker kan opvarmes.

Det er blot nogle af de i alt 684 krav, som det københavnske shoppingcenter Fisketorvet nu lever op til, og som har sikret centret en firestjernet kvalitetsmærkning fra Unibail-Rodamco, der ejer 83 shoppingcentre i Europa og har udviklet den prestigefulde certificering.

Kun seks andre shoppingcentre i Europa har samme kvalitetsmærkning.

For to år siden opfyldte Fisketorvet kun halvdelen af de 684 krav, men efter en større ombygning kan man nu sætte flueben ved dem alle.

"Vi tror på, at vi har de rette rammer og services til at kunne tiltrække endnu flere kunder og de rigtige brands," siger Jacob Bannor, centerdirektør for Fisketorvet – Copenhagen Mall.

Den firestjernede kvalitetsmærkning tildeles af eksterne inspektører fra firmaet SGS, der fremover skal gennemføre et hemmeligt besøg i Fisketorvet - hvert år - for at sikre, at centret lever op til de mange krav.

Hotelverdenen har længe brugt stjernecertificeringen til at indikere, hvilken standard, gæsterne kan forvente, og centerdirektør Jacob Banner ønsker at gøre det samme.

"Det er et stort løfte til vores kunder og lejere, og vi vil fortsat arbejde hårdt for at leve op til kravene," siger han.

Fisketorvet blev indviet i oktober 2000 og har godt 100 butikker samt caféer, spisesteder og biografen CinemaxX.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.