Yousee indleder nyt angreb på Netflix
Første angreb lykkedes ikke. Nu forsøger Danmarks største kabel-tv-udbyder sig med et nyt streamingunivers.
Fra direkte angreb til et bredere forsvar af kabel-tv: Danmarks største kabel-tv-udbyder, Yousee, skifter strategi i kampen mod hastigt voksende Netflix og andre streamingtjenester, der æder mere af danskernes tv-tid.
For to år siden søsatte Yousee Youbio – en separat tjeneste, der med en pris på 99 kr. skulle konkurrere på Netflix’ prisbillige bane. Men Netflix vandt den kamp.
Nu lancerer Yousee i stedet et bredere streamingunivers, Yousee Play, der er knyttet til kabel-tv-pakkerne: Kabelkunderne kan livestreame alle tv-kanaler fra deres pakker og derudover se langt det meste indhold plus et arkiv af tidligere sendte programmer, film og børne-tv, on demand, når de vil.
»Vi mener ikke, at fremtiden er film og tv-serier on demand, men noget helt andet; nemlig tv, der både er flow og on demand. Det er ikke længere opdelt på tvkanaler. I stedet skal seeren have kontrol til at vælge, hvad, hvor og hvornår han/hun vil se indholdet,« siger René Brøchner, direktør i Yousee.
Yousee Play vil adskille sig fra de amerikanske streamingtjenester ved at have fokus på dansk indhold og på andre genrer end serier og film, f.eks. de realityserier og livsstilsprogrammer, de forskellige kanaler viser.
Skal holde på kunderne
Tjenesten skal løse to problemer for Yousee: I en tv-verden, hvor streaming fylder mere, ser kunderne generelt mindre traditionelt tv, og de skifter de dyreste tv-pakker ud med mindre pakker.
I 1. halvår havde Yousee mistet 17.000 af de omtrent 1,2 mio. kunder, og omsætningen faldt 1 pct. til 1,7 mia. kr. i 1. halvår, selv om Yousee hævede priserne.
Med Yousee Play håber det TDC-ejede selskab at få en stor bid af streamingkagen uden at kannibalisere på hovedproduktet, kabel-tv.
»Vi forventer, at kunderne vil blive længere tid hos os, købe flere produkter, og at færre vil bytte de store pakker ud med basispakken,« siger René Brøchner, der hverken ønsker at sætte tal på forventninger til omsætningen eller til kundebasen.
»Fornuftig strategi«
Strategien med et integreret streaming- og kabelabonnement synes fornuftig, ikke mindst i Danmark, hvor solide bredbåndsforbindelser har givet tjenester som Netflix solid medvind, siger Morten Imsgard, analytiker hos Sydbank:
»Det giver god mening at lave produkter, der binder kunderne i deres kabel-tv-abonnementer, for TDC’s største problem er, hvis streaming bliver så stort, at kunderne forlader kabel til fordel for streaming.«
Netflix oplyser ikke kundetal. Men ifølge DR Medieforskning var knap hver femte danske husstand kunde hos en streamingtjeneste inden nytår. Markedet forventes at vokse markant.
Yousee konkurrerer ikke bare mod Netflix her, påpeger Morten Imsgard, men også mod tv-selskaber som Viasat, der bliver distribueret gennem Yousee, men også har lanceret egne streamingtjenester. Parallelt har Yousee købt rettighederne til Blockbuster-brandet, efter at kæden gik konkurs.
Yousee planlægger at lancere en online videokiosk, hvor man kan købe og leje film stykvist.