Nyt hotel skal lokke turister til Fårup Sommerland
Forlystelsesparken bygger hotel, der skal være klar til sæsonen i 2016.
Flere nordmænd, flere svenskere og i det hele taget flere turister til området.
Det er en næsten 25 år gammel drøm, der er på vej i opfyldelse for den nordjyske forlystelsespark Fårup Sommerland.
Mange gæster har efterspurgt muligheden for at overnatte i parken.
Lige nu indledes de første jordarbejder til et nyt hotel, der som en integreret del af forlystelsesparken skal stå klar til sæsonen 2016.
"Det er noget, vi har overvejet længe - vel nærmest siden 1991. Der har også været mange politiske overvejelser. Men nu er det lykkedes, og det er en meget spændende satsning," fortæller Søren Kragelund, der er administrerende direktør i Fårup Sommerland.
"Vi har masser af nordjyske gæster. Men vi vil gerne have flere turister, og bl.a. Stena Line har fortalt os, at kunderne har efterspurgt et familievenligt hotel med høj klasse. Derfor vil hotellet blive 4-stjernet efter den internationale skala. Samtidig vil alle 51 værelser blive indrettet som familieværelser," siger Søren Kragelund.
Han lægger ikke skjul på, at det kommende hotel også skal være med til at lokke flere gæster inden for i forlystelsesparken.
"Et hotel i den kvalitet, som vi har besluttet os for, vil styrke turismen - ikke kun for Fårup Sommerland, men for hele det nordjyske område. Hotellet bliver et fint supplement til områdets øvrige hoteller og campingpladser, mener Søren Kragelund.
"Korttidsferier bliver mere og mere efterspurgte, og med det nye hotel får vi mulighed for at tilbyde gæsterne et par dages ophold på hotellet og i parken. Derefter kan de rejse videre til Billund - eller tage hjem igen. Men vi satser meget på nordiske turister," fortæller direktøren.
Han indrømmer også, at man har gjort sig grundige overvejelser, inden man besluttede sig for investeringen.
"Hotelbranchen er presset, men vi tror alligevel på projektet, fordi det integreres i parken. Gæsterne kommer til at bo inde på området, og fra værelserne får de en spændende udsigt over søen, Orkanen og Falken. Samtidig overvejer vi at åbne parken lidt tidligere specielt for hotelgæsterne," siger Søren Kragelund.
Med i overvejelserne har også været, at familier måske efterspørger lidt billigere hoteller med færre stjerner.
"Men disse hoteller findes allerede, og vi skal jo heller ikke konkurrere med nabohotellerne. Vi skal gerne kunne tiltrække nye kunder, og mange gæster har efterspurgt muligheden for at overnatte i parken," siger Søren Kragelund.
Han forventer, at byggeriet kan være færdig næste efterår.
"Derefter skal vi så i gang med at indrette værelserne, så vi er klar til sæsonen i 2016," tilføjer Søren Kragelund.