Erhverv

L’Oréal sidder tungt på kosmetikkens trone

Skønhedspleje er en guldrandet milliardforretning med en fransk gigant i front.

Artiklens øverste billede

Pudder, cremer, sminke, parfume, shampoo og hundredvis af andre produkter til at påføre hud, øjenbryn, hår og negle generer hvert år svimlende summer på verdensplan.

Alene sidste år beløb salget af skønhedsprodukter sig til 1.200 mia. kr., og med stadig voksende middelklasser i Asien, Afrika og Sydamerika bliver efterspørgslen på produkter til at forskønne krop og sjæl kun større.

Finans.dk har sammensat en liste over verdens syv største selskaber inden for skønhedspleje og set på, hvordan selskaberne klarer sig.

1. L’Oréal

Hovedsæde: Clichy, Frankrig

Omsætning i 2013: 179 mia. kr.

Ændring fra 2012: +2,3 pct.

Kendte brands: Lancôme, Giorgio Armani Beauty, Yves Saint Laurent, Biotherm, Ralph Lauren Fragrances, Garnier, Maybelline New York og Vichy.

Da franskmanden Eugéne Schueller i 1909 grundlagde ”Société Française de Teintures Inoffensives pour Cheveux” – der senere skulle blive til det mere mundrette L’Oréal – forestillede han sig næppe, at hans hårfarvebiks ville udvikle sig til et verdensomspændende selskab med over 70.000 ansatte og en trecifret milliardomsætning.

Ikke desto mindre er det udbyttet af den sans for hårfarveformler, som Schueller arbejdede ufortrødent på at perfektionere indtil sin død i 1957.

L’Oréal har hovedsæde i Paris-forstaden Clichy og sælger alverdens kosmetikprodukter inden for hårfarve, hudpleje, solbeskyttelse, makeup, parfume og hårpleje. Samtidig har selskabet gjort sig gældende inden for dermatologi og medicin gennem en ejerandel i medicinalselskabet Sanofi-Synthélabo.

L’Oréal er et børsnoteret aktieselskab, og grundlæggerens datter, Liliane Bettencourt, ejer 33,2 pct. af aktierne i selskabet. Med en personlig formue på 200 mia. kr. er hun verdens rigeste kvinde, ifølge Hurun Report.

2. Unilever

Hovedsæde: London/Rotterdam, England/Holland

Omsætning: 125,2 mia. kr.

Ændring fra 2012: -0,3 pct.

Kendte brands: Axe, Rexona, Dove, Sunsilk, Tresemmé og Vaseline.

Den hollandsk/engelske industrikoncern Unilever, der blev dannet i 1929, da den hollandske margarineproducent Margarine Unie og britiske sæbefabrik Lever Brothers gik sammen, er verdens næststørste selskab inden for skønhedspleje.

Unilever, der også er kæmpe stor inden for fødevarer og is (tænk bare på Becel, Lipton, Knorr, Carte D’Or og Ben & Jerry’s), råder over flere verdenskendte skønhedsplejemærker, der sammenlagt omsatte for 125,2 mia. kr. i 2013.

Lægger man det sammen med Unilevers øvrige 400 varemærker inden for et væld af forbrugsgoder, lød selskabets samlede omsætning på 370 mia. kr.

3. Procter & Gamble Co.

Hovedsæde: Cincinnati, USA

Omsætning: 120,3 mia. kr.

Ændring fra 2012: -1 pct.

Kendte brands: Pantene, Head & Shoulders, Wella, Vidal Sassoon, Max Factor, Hugo Boss, Gucci, Old Spice, Lacoste, Puma, Bruno Banani, Dolce & Gabbana, Venus, Olay og Gillette.

Procter & Gamble blev grundlagt i USA i 1837 af de to britiske emigranter William Procter og James Gamble, og 177 år senere er selskabet et af verdens største inden for salg af forbrugsvarer – og verdens tredje største inden for salg af skønhedspleje.

Med over 120.000 ansatte på verdensplan og 80 brands er Procter & Gamble en ufattelig størrelse, der omsatte for i alt 620 mia. kr. i 2013. Salget af skønhedsprodukter stod for de 120 mia. kr.

Foruden et væld af verdens største kosmetikbrands ejer Procter & Gamble bl.a. følgende varemærker: Ariel, Braun, Duracell, Oral-B, Pampers og Tampax.

4. Estée Lauder

Hovedsæde: New York, USA

Omsætning: 61 mia. kr.

Ændring fra 2012: +4,1 pct.

Kendte brands: Clinique, Donna Karan New York, Aramis, Origins, La Mer, MAC Cosmetics, Tommy Hilfiger og Tom Ford Beauty.

Estée Lauder er en gammel kending inden for hudcremer, kosmetik, parfume og hårplejeprodukter.

Den amerikanske virksomhed, der blev grundlagt i 1946 af ægteparret Joseph Lauder og Estée Lauder, fik fart på forretningen, da det verdenskendte stormagasin Saks Fifth Avenue i 1948 åbnede en afdeling med virksomhedens produkter, og i 1960 åbnede Estée Lauder sin første internationale afdeling i stormagasinet Harrods i London.

Siden er et hav af store brands skudt op fra selskabets hovedsæde i New York, og sidste år omsatte Estée Lauder for 61 mia. kr. Det var en fremgang på 4,1 pct. sammenlignet med året før og den største årsomsætning i selskabets historie.

Flere medlemmer af Lauder-familien sidder i Estée Lauders bestyrelse, deriblandt sønnerne af Joseph og Estée Lauder, Leonard og Robert, der begge har en personlig formue på den gode side af 20 mia. kr.

5. Shiseido Co.

Hovedsæde: Tokyo, Japan

Omsætning i 2013: 45,6 mia. kr.

Ændring fra 2012: +13,6 pct.

Kendte brands: Shiseido, Clé de Peau Beauté, Parfums Jean Paul Gaultier, Elixir, Sea Breeze og Pure & Mild.

Hvis du kun kender til et fåtal af de ovennævnte brands, skal du ikke være flov. Den japanske kosmetikkæmpe Shiseido er endnu en forholdsvis ukendt skikkelse på det danske marked, men det bliver der formentlig lavet om på.

Sidste år øgede Shiseido sin omsætning udenfor Japan med 26,4 pct. til i alt 21 mia. kr. og sælger nu sine produkter i 89 lande verden over.

Shiseido blev grundlagt i 1872 af japaneren Arinobu Fukuhara og er således et af verdens ældste kosmetikfirmaer. Firmaet har 33.000 ansatte på verdensplan og gjorde sig senest bemærket, da det i februar solgte sine to mærker Carita og Decléor til L’Oréal for 1,7 mia. kr.

6. Beiersdorf

Hovedsæde: Hamburg, Tyskland

Omsætning i 2013: 45,7 mia. kr.

Ændring fra 2012: +1,7 pct.

Kendte brands: Nivea, Eucerin, La Prairie, 8x4, Labello, Florena, Slek og Maestro.

Beiersdorf AG, en tysk kæmpe inden for salg af forbrugsvarer – og især skønhedsprodukter – havde et turbulent 2013.

I det vestlige Europa stod selskabets omsætning stille, i Latinamerika faldt den med 9,6 pct., og i Afrika, Asien og Australien steg den med 11,1 pct. Lagt sammen med de øvrige verdensmarkeder, som Beiersdorf boltrer sig på, var det nok til en samlet fremgang i omsætningen på 1,6 pct.

Det var den tyske farmaceut Paul Carl Beiersdorf, der i 1882 grundlagde Beiersdorf i Hamburg og senere solgte det til forretningsmanden Oscar Troplowitz. Under hans ejerskab blev først læbepomaden Labello lanceret (i 1908) og tre år senere en fugtighedscreme med navnet ”Nivea.”

Siden er Beiersdorf vokset betydeligt og beskæftiger i dag over 17.000 ansatte på verdensplan. Beiersdorfs største brand er uden sammenligning Nivea, der målt på salg er verdens største mærke inden for hudpleje, ifølge Euromonitor International.

7. Avon

Hovedsæde: New York, USA

Omsætning i 2013: 41,7 mia. kr.

Ændring fra 2012: -7,1 pct.

Kendte brands: Avon Clearskin, Avon Naturals, Avon Makeup, Liz Earle, Anew, Advance Techniques og Fergie Fragrance.

David H. McConnell var en ærgerrig dør-til-dør-sælger, som solgte bøger i New York. Indtil han i 1886 besluttede sig for, at han hellere ville sælge parfume og startede et lille firma fra et kontor på 126 Chambers Street på Manhattan.

Det blev startskuddet til en verdensomspændende kosmetikkæmpe, der i dag beskæftiger 36.000 ansatte og trods vanskeligheder stadig er en af verdens største inden for sit felt.

Avon har stadig hjemme i New York og benytter sig ligesom i David H. McConnells tid af dørsælgere, der render rundt med brochurer og diverse produkter. Avon har såkaldte ”træningscentre,” hvor mænd og kvinder uddannes til såkaldte ”Avon-repræsentanter,” der får lov til at sælge virksomhedens produkter.

De senere år har Avon haft problemer med faldende omsætning og en penibel sag om bestikkelse i Kina og flere andre lande, men selskabet har iværksat en genopretningsplan, der igen skal få selskabets omsætning til at vokse.

Brasilien er det største marked for Avon, der sidste år omsatte for 12 mia. kr. i sambaens hjemland. Også USA står for en mærkbar andel af Avons samlede omsætning.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.