Fortsæt til indhold

Expert lukker 30 butikker

Elektronikkæden sætter gang i turn-around af kædens egne butikker.

Erhverv

Den danske elektronikkæde Expert sætter nu gang i en større turnaround i den del af detailkæden, som selskabet selv ejer.

Det betyder, at 30 butikker bliver lukket i løbet af de næste 24 måneder for i stedet at gøre plads til 25 såkaldte varehuse under et nyt detailbrand, der ventes at se dagens lys i 2015.

Fælles for de butikker, som man nu drejer nøglen om til, er, at de er placeret på dyre adresser, og at de på grund af for høj en husleje ikke kan tjene penge i et i forvejen presset marked.

»Vi vil vokse, og vi vil vinde, og derfor rydder vi nu op i den del af vores forretning, der ikke er lønsom,« siger adm. direktør i Expert Retail Danmark Jesper Boysen i en pressemeddelelse.

Der bliver til gengæld ikke pillet ved de Expert-butikker, der er ejet og drevet af selvstændige forhandlere.

De nye varehuse kommer ikke til at hedde Expert, men får i stedet et nyt navn, som endnu ikke er offentliggjort.

Men hovedtanken er, at omkostningerne skal bringes ned for bedre at kunne konkurrere på prisen med konkurrenter som eksempelvis Elgiganten, der allerede i dag driver sine butikker som varehuse. Samtidig skal serviceniveauet op, lyder det.

I en af annonce i fredagens udgave af Dagbladet Børsen søger selskabet lokaler på 2.000 kvadratmeter i en række af landets største byer (se faktaboks).

De nye varehuse vil dog fortsat skulle købe ind sammen med den "gamle" Expert-del, og samlet vil koncernen fortsat bestå af mere end 100 butikker.

»Vores indkøbsvolumen vil med åbningen af vores nye new brand-varehuse stige, og det vil også komme forhandlerne til gode,« siger Jesper Boysen.

Alle medarbejdere er orienteret om de forestående ændringer, og man forsøger nu minimere konsekvenserne for de ansatte.

De 30 butikker, der skal lukkes, beskæftiger i dag ca. 200 ansatte, og det forventes, at mange vil blive tilbudt job i den nye elektronikkæde.

Artiklens emner
Expert