Miniputter i skarp træning for at kunne løfte jern med de store
Klubdanmark vil sikre mindre træningscentre stordrifsfordele i kampen mod de store.
Selskabet Klubdanmark vil samle landets mindre træningscentre og sikre dem stordriftsfordele i kampen mod bl.a. Fitness World. Den et år gamle virksomhed fungerer som en sammenslutning for de uafhængige spillere.
Indtil videre har 43 fitnesscentre rundt omkring i landet meldt sig under fanen. Målt på antal centre er Klubdanmark dermed på niveau med Fitness.dk, der er ejet af Parken Sport & Entertainment (PSE).
Det skriver dagbladet Børsen.
I chefstolen har Klubdanmark erfarne Leif Christensen, der har arbejdet i fitnessbranchen i mere end 30 år, blandt andet som operationel chef i Fitness.dk og øverste chef i kæden S.A.T.S., der i dag er blevet overtaget af Fitness World.
Han forudser, at markedet kun bliver hårdere fremover, med yderligere pres på priserne.
- Konkurrencen bliver hårdere og hårdere, og Fitness World og Fresh Fitness presser priserne endnu længere ned. De små centre skal leve af at fastholde deres medlemmer, og derfor må vi prøve at stå sammen mod de store kæder, medmindre der her segment skal dø ud, udtaler Leif Christensen, administrerende direktør i Klubdanmark, til dagbladet Børsen.
Klubdanmark vil blandt andet hjælpe medlemmerne med rabat ved indkøb af udstyr, samt markedsføring og efteruddannelse til personalet.
Ritzau Finans