Medie: Capinordic-folk renset i hemmeligt notat
De sagsøgte topfolk fra den krakkede rigmandsbank Capinordic Bank får nu opbakning fra Finanstilsynet.
I et hidtil hemmeligholdt notat fremgår det, at bankens ledelse har klaret frisag i den undersøgelse, som blev gennemført af tilsynet kort før krakket.
Undersøgelsen har ikke fundet beviser for, at bankens topfolk havde handlet uredeligt eller uforsvarligt.
Det skriver dagbladet Børsen.
Finanstilsynets frifindelse af den krakkede banks chefer går dermed imod Finansiel Stabilitets insisteren på bankfolkenes skyld, i et sagsanlæg til 400 mio. kr. mod tre tidligere topfolk fra banken.
Advokat med speciale i ledelsesansvar, Søren Bergenser, vurderer, at notatet kan få stor betydning i den verserende retssag.
- Det gør ondt på Finansiel Stabilitet. De får vanskeligt ved at fremstille et billede af en inkompetent ledelse, når finanstilsynet har lavet en omfattende undersøgelse og siger, at de faktiske er ganske habile til at lede den her bank, udtaler Søren Bergenser til dagbladet Børsen.
I fredags annoncerede bagmandspolitiet, at det åbner en straffesag mod den tidligere ledelse i banken og også her venter Søren Bergenser, at notatet fra Finanstilsynet vil få afgørende betydning.
Ritzau Finans