5 stjerner, top-spisesteder og spa skal lokke danskerne
Rejsearrangør satser på mere luksus i 2015. Er det et modsvar til Airbnb?
Rejsenbranchen er under pres fra selvarrangerede ferier som den slags, man kan få gennem den hastigt voksende rejsemarkedsplads Airbnb.
Hos danske Star Tour har man besluttet at svare igen ved at skrue op for serviceblusset i 2015.
Her er selskabet klar med to nye destinationer i luksusafdelingen, som rejsebureauet kalder Sensatori.
På mere ret dansk betyder det 5-stjernede hoteller, top-restauranter, spa, velvære, sportsaktiviteter og helpension.
»Før i tiden var det vigtigste for kunden at rejse til sol og varme. I dag bruger mange kunder mere tid på at finde det rigtige hotel end på at vælge destinationen,« forklarer Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour, i en meddelelse.
Med tilgangen af de nye destinationer i Tyrkiet og Cypern runder Star Tour seks rejsesteder i den helt tunge servicekategori.
Forventningen er, at man næste år kan sende 5.000 rejselystne danskere til luksushotellerne, mens man i 2018 forventer, at tallet er vokset til 10.000.
Ifølge Star Tour er det danskernes behov for at bo lige så godt ude som hjemme, der skal drive efterspørgslen. Og er hotellet som forventet, gør det ikke noget, at destinationen er Cypern, der ellers har været kendt som et feriested, der har tiltrukket et yngre publikum de senere år.
»Øen er ved at gennemgå en ansigtsløftning, og det betyder, at vi ikke længere har de billige ungdomshoteller, men erstatter dem med eksklusive voksenhoteller til sommer,« siger Stig Elling.
Ifølge markedsførings- og kommunikationsrådgiver Henrik Byager, der bl.a. beskæftiger sig med at spotte trends i samfundet, stemmer Star Tours satsning udmærket overens med danskernes rejseønsker.
Hellere betale lidt mere for noget som er superlækket, end den der middle of the road-turisme, som hverken er fugl eller fisk.
Han peger på, at danskernes rejsemønstre er under opbrud.
Branchen oplever generelt en enorm vækst i de selvkomponerede rejser som eksempelvis Airbnb, der har været en bombe under hele branchen, fordi aktiviteten foregår uden om de traditionelle aktører.
»Men der er også en tendens til, at man kigger i den modsatte retning efter mere specielle rejser. Ved den særlige lejlighed er der et behov for luksus. Det vil vi også nogle gange, så det går ikke kun én vej,« mener Henrik Byager, der uddyber:
»Hellere betale lidt mere for noget som er superlækkert, end den der middle of the road-turisme, som hverken er fugl eller fisk. Det er jo ikke billigt at tage på charterferie, og derfor skal det kunne noget, hvis vi skal af sted,« siger han.
Nogenlunde samme vurdering har Ole Egholm fra Dansk Brancheanalyse. Han har analyseret branchen i mange år, og mener, at det er de bureauer, der har formået at lancere rejser, der skiller sig ud fra standardvaren, der klarer sig bedst.
»Dem, der har vundet i branchen, er dem, der putter mere og mere værdi i rejserne. De selskaber, der nærmest blot solgte flybilletter i gamle dage, er næsten væk, og dem, der sælger erhvervsrejser, er også hårdt presset. Charterbureauerne ligger nogenlunde i midten, hvor de har udviklet nogle enkelte produkter. Så er der de oversøiske leisurebureauer. Det er dem, der laver pakkerundrejser i Kirgisistan eller trekking til Kilimanjaro. De er dem, der har haft størst vækst i de seneste 5-10 år,« forklarer han.