Fond klar til at købe Meyer og Løgismose
Kapitalfonden IK Investment Partners arbejder på et opsigtsvækkende opkøb af Claus Meyers imperium samt gourmet-koncernen Løgismose med henblik på en fusion.
To af landets absolutte flagskibe inden for mad og gastronomi er på vej til at smelte sammen.
Det er den London-baserede kapitalfond IK Investment Partners (IK), tidligere Industri Kapital, der netop nu er ved at afslutte et opkøb af den tidligere tv-kok Claus Meyers imperium samt den fynske gastronomikoncern Løgismose i en handel, der har en samlet værdi på omkring 800 mio. kr.
Det erfarer Finans fra en række kilder med indgående kendskab til processen.
Planen er at fusionere de to og dermed skabe en slagkraftig gastronomisk koncern, hvor man kan udnytte de to stærke brands, der gennem de seneste år hver især har skabt sig en unik position på det danske marked.
Artiklen fortsætter under grafikken.
IK har blandt andet finansiel opbakning fra Dansk Vækstkapital, der har investeret omkring 300 mio. kr. i IK’s seneste fond, som har et samlet kapitaltilsagn på 10 mia. kr. og skal stå for købet af de to danske gastronomiske flagskibe.
Opkøbet sker til en pris, der svarer til, at man fra den udenlandske fonds side betaler lidt over 9 gange EBITDA for de to forretninger, der hver især har oplevet stor fremgang i de senere år.
Ideen bag opkøbet er at effektivisere de to koncerner og udnytte de mange synergier for dermed at skabe yderligere vækst og samtidig udnytte Claus Meyers og Løgismoses respektive stærke brands.
»Der er masser af synergier i de to selskaber, og de har hver især store individuelle kompetencer, som de kan trække på. Handlen blev godkendt af investorerne i sidste uge,« siger en kilde med indgående kendskab til processen over for Finans.
Det forventes, at handlen bliver offentliggjort om kort tid, såfremt de endelige detaljer falder på plads. Ifølge IK’s oplæg ser man gerne, at eksempelvis Claus Meyer selv geninvesterer omkring 30 pct. af salgssummen, så han forbliver medejer af koncernen og får omkring 280 mio. kr. i hånden.
Selv om der er masser af fællestræk ved de to virksomheder, er handlen kompliceret, idet Meyers koncern og Løgismose hver især er meget komplekse virksomheder med en lang række datterselskaber.
Det er således heller ikke alle Claus Meyers virksomheder, der bliver en del af opkøbet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Claus Meyer eller Løgismose.
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her