Lundbeck venter nulresultat i 2015
Lundbeck venter hverken vækst eller indtjening i 2015. Det fremgår af de foreløbige forventninger til 2015, som Lundbeck noget utraditionelt allerede nu har valgt at melde ud.
Driftsresultat målt på det underliggende EBIT ventes at blive nul eller en smule negativt, mens omsætningen ventes på niveau med eller en smule under 2014.
- Vores massive investeringer i lanceringer og forskning og udvikling påvirker som forventet vores profitabilitet. Derfor forventer vi en væsentligt lavere indtjening i 2015 end i 2014, mens omsætningen i 2015 ventes at være på niveau med eller en smule lavere end i 2014. Det lavere resultat er en naturlig konsekvens af vores strategiske valg om at gå efter langsigtet vækst, siger Ulf Wiinberg, administrerende direktør for Lundbeck.
Næste år vil være præget af store investeringer i lanceringer af nye lægemidler, og det vil kunne mærkes på indtjeningen. Samtidig ventes toplinjen præget af vigende omsætning på et par nøgleprodukter - antidepressivet Cipralex samt Alzheimersmidlet Ebixa - som begge er blevet ramt af kopikonkurrence som følge af patentudløb i Europa.
- Nye produkter vil ikke endnu fuldt kompensere for denne tilbagegang, skriver Lundbeck.
Ritzau Finans