Undertøjsgigant bøjer sig for kundepres
Victoria's Secret ændrer nu den udskældte kampagne "den perfekte krop."
"The perfect body" stod der med store bogstaver hen over et billede af ti undertøjsmodeller i en reklame fra den amerikanske undertøjsgigant Victoria's Secret. Men et hav af negative reaktioner og en underskriftindsamling har fået virksomheden til at ændre sloganet i deres reklamekampagne.
Nu står der i stedet "A Body for Every Body" hen over de selv samme modeller. Det nye slogan kommer efter, at Victoria's Secret er blevet kritiseret heftigt på de sociale medier for at bestemme, at den perfekte krop er en lige med en tynd undertøjsmodels krop.
"Boycot er det eneste, jeg kan sige til det. Lad være med at købe deres skidt," skriver Mette Perle Toft som en kommentar på en artikel om emnet.
"En flok magre ryler, men flotte er de, man kunne måske godt ha' fundet en dejlig kvinde til afveksling for dem, der er afbilledet," lyder det fra Sonny Lund i samme debat.
Det ikke kun på de sociale medier, at forbrugerne har vist deres vrede og utilfredshed med kampagnen. Der er også blevet startet en underskriftindsamling på Change.org.
Change.org er hjemmeside med over 70 millioner brugere, hvor man kan starte underskriftindsamlinger for at være med til at skabe forandringer. Her kræver de tre englændere, der har startet underskriftindsamlingen, at Victoria's Secret undskylder for deres reklame og ændrer den.
"Vi vil have, at Victoria's Secret ændrer ordlyden i deres reklame til noget, der ikke promoverer usunde og urealistiske mål for skønhed," skriver Frances Black, Babrielle Kountourides og Laura Ferris, der står bag indsamlingen.
De vrede forbrugere har fået deres vilje så langt, at kampagne er blevet ændret. Men en undskyldning fra Victoria's Secret er det endnu ikke blevet til. Undertøjsgiganten har hverken kommenteret på kampagnen eller det nu ændrede slogan.