Tysk gigant hårdt ramt af faldende elpriser
Det store tyske el- og gasselskab RWE mærker tydeligt, at energipriserne er faldende i Europa. RWE's omsætning faldt i årets første ni måneder 9 pct. til 35,3 mia. euro, og overskuddet fra de fortsættende aktiviteter faldt hele 60 pct. til 763 mio. euro.
Dermed var torsdag morgens regnskab fra RWE også lidt skuffende i forhold til markedets forventninger, der lød på 779,3 mio. euro.
- Vedvarende lave priser på engrosmarkedet for elektricitet og det usædvanligt milde vejr fortsætte med at påvirke RWE's præstation i 2014, skriver selskabet selv i forbindelse med regnskabet.
Dog fastholder selskabet en forventning om en årsomsætning på 50 mia. euro og 1,2 til 1,4 mia. euro i overskud fra de fortsættende aktiviteter.
RWE har desuden sagt farvel til 7 pct. af sine medarbejdere i løbet af årets første tre kvartaler og beskæftiger nu 60.439 medarbejdere.
Ritzau Finans