Rigmand lander stort overskud i privat selskab
Rigmanden Johan Schrøder er blevet 153 mio. kr. rigere i løbet af det seneste regnskabsår.
En af Danmarks rigeste mænd Johan Schrøder er blevet endnu rigere i løbet af de seneste år. Regnskabet fra hans private selskab Holdingselskabet J.S.R. af 1.11.83 ApS viser et overskud på 153 mio. kr. Det er et fald på 88 mio. kr. i forhold til sidste år.
Johan Schrøders investeringsselskab har dermed en egenkapital på 2,2 mia. kr. Efter regnskabsåret har selskabet udbetalt 150 mio. kr., og det fremgår af regnskabet, at der er planer om at trække yderligere 80 mio. kr. ud af selskabet i dette regnskabsår.
Johan Schrøder ønsker ikke at oplyse over for Finans, hvad de 230 mio. kr. skal bruges til.
Johan Schrøder blev i 1973 koncerndirektør i Radiometer A/S. En virksomhed som hans far, Carl Schrøder (1907-64), var med til at stifte.
Johan Schrøder overtog den bestemmende indflydelse i Radiometer i 1984, som han solgte til den amerikanske koncern Danaher 20 år senere.
Den uddannede ingeniør Johan Schrøder har været engageret i investeringsfondene Axcel som bestyrelsesformand frem til 2010, hvor han blev afløst af Danfoss' koncernchef Niels B. Christiansen.
Johan Schrøder har også været formand for Dansk Industri – i dag DI – og formand for Verdensnaturfornden WWF i Danmark.