Så meget tjener danske bestyrelsesbosser
I halvdelen af landets store virksomheder stiger bestyrelsesmedlemmernes løn. Læs her, hvor meget de tjener.
Det er ikke småpenge, der er tale om, når bestyrelsesmedlemmerne i Danmarks store virksomheder får løn for deres arbejde. Finans har lavet en gennemgang af, hvor mange penge de danske C20-virksomheder, som er de virksomheder, der er mest værdifulde på den danske børs, bruger på at lønne deres bestyrelser.
Forskellene virksomhederne imellem er stor. F.eks. får Nordeas bestyrelsesformand lige over 1,9 mio. kr. i løn, mens formanden i Jyske Bank får en halv million kr. om året. Her på den anden side af finanskrisen vælger nogle virksomheder at hæve lønnen til bestyrelsesmedlemmerne, mens andre sætter den ned.
Her er listen over lønnen i de enkelte virksomheders bestyrelse:
- Den C20-virksomhed som bruger absolut flest penge på at aflønne bestyrelsen er Mærsk. Her fik bestyrelsen i 2013 tilsammen honorarer for 19 mio. kr. Hvor meget posterne som formand, næstformand eller menigt medlem giver, oplyser Mærsk, som den eneste C20-virksomhed, ikke.
- Danske Bank brugte i 2013 godt 9,3 mio. kr. på løn til bestyrelsen. I år får bestyrelsesformanden 1.417.500 kr. i løn, det er 67.500 mere, end han fik sidste år. Derimod er lønnen til næstformanden fladet fra sidste år til i år, hvor han får 708.750 kr. Almindelige medlemmer af Danske Banks bestyrelse får 472.500 for deres arbejde. Derudover får de 150.000 ekstra om året, hvis de sidder i et af bestyrelsens udvalg, og 190.000, hvis man er formand for et af udvalgene.
- Medicinalgiganten Novo Nordisk gav medlemmerne af bestyrelsen løn for 9,2 mio. kr. sidste år. Her får formanden halvanden million kr. om året, mens næstformanden får 800.000 kr. i løn. Resten af medlemmerne får en halv million kr. som basishonorar, og derudover får de henholdsvis 125.000 og 200.000 kr., hvis de sidder i henholdsvis revisionsudvalget eller nomineringsudvalget i bestyrelsen. Formændene for de to udvalgt får henholdsvis 250.000 og 500.000 kr. i honorar.
- Carlsberg gav sidste år dens bestyrelsesmedlemmer løn for i alt 8.260.000 kr. I år får virksomhedens bestyrelsesformand en løn på 1,4 mio. kr. for sin post, mens næstformanden får 600.000 kr. Resten af medlemmerne får 400.000 i basisløn, og 152.000 kr. hvis de sidder i et af bestyrelsens tre udvalg. Formændene for udvalgene får et honorar på mellem 200.000 og 300.000 kr.
- Nordea brugte lige over 7,8 mio. kr. på at lønne virksomhedens bestyrelse sidste år, og i år ser den post ud til at stige. I hvert fald giver alle posterne i bestyrelsen en højere løn i år, end den gjorde sidste år. Posten som bestyrelsesformand giver i år lige godt 1,9 mio. kr. i løn. Næstformanden får 920.000 kr. i løn, det er over 100.000 mere, end samme post gav sidste år. De øvrige medlemmer af bestyrelsen får i år knap 600.000 kr. for deres arbejde.
- Sidste år fik bestyrelsesmedlemmerne i vindmøllevirksomheden Vestas løn for lidt over 7,4 mio. kr. i alt. Også her ser virksomhedens udgifter til bestyrelseslønninger ud til at stige. Formandens, næstformandens og almindelige medlemmers honorar stiger nemlig i år. Bestyrelsesformanden får lidt over en million kr. i løn, næstformanden får godt 715.000 kr., mens de øvrige medlemmer får lidt over 350.000 kr. i løn i år. Derudover giver det knap 179.000 at sidde i et af bestyrelses udvalg. Formanden for et udvalg får lige over 325.000 kr.
- I Pandora brugte man sidste år 7,1 mio. kr. på at aflønne bestyrelsen. Pandora er en af de virksomheder, som har valgt at spare på lønnen til bestyrelsen. Bestyrelsesformadens årsløn falder således med 1,1 mio. kr. fra 2013 til 2014, hvor han i år får halvanden million kr. i løn. Næstformanden får 750.000 kr. om året, mens resten af bestyrelsesmedlemmerne får en halv million kr. Hertil kommer et honorar på 100.000 kr., hvis de sidder i et af bestyrelsens tre udvalg, og 150.000 kr. hvis man er formand for et af udvalgene.
- TDC brugte sidste år over 6,8 mio. kr. på at lønne bestyrelsen. Her får bestyrelsesformanden 1,1 mio. kr. om året for sin post. Næstformanden får 700.000 kr. mens de øvrige medlemmer får 400.000 kr. i basisløn. Derudover får de mellem 25.000 og 150.000 for at sidde i et udvalg, og mellem 150.000 og 250.000 for at være formand for et udvalg.
- Forsikringsselskabet Tryg udbetalte sidste år lige over 6,5 mio. kr. i løn til dens bestyrelse. Her får formanden 990.000 kr. i løn i år, mens næsteformanden tjener 660.000 kr. Til de øvrige medlemmer er der 330.000 kr. for deres arbejde, og derudover mellem 90.000 og 150.000 kr. for at sidde i et af de tre udvalg, der er i bestyrelsen. Det giver mellem 135.000 og 225.000 kr. at være formand i et udvalg.
- I GN Store Nord brugte virksomheden sidste år 6,1 mio. kr. på at aflønne bestyrelsen. Virksomheden er en af dem, som i år øger udgifterne til bestyrelsen. Bestyrelsesformandens løn stiger således med 150.000 kr., så den i år er på 750.000 kr. Næstformanden tjener en halv million om året, og resten af medlemmerne får 250.000 kr. Derudover giver GN Store Nord mellem 75.000 og 150.000 kr. til bestyrelsesmedlemmerne for at sidde i et udvalg og mellem 125.000 og 300.000 for at være formand for et udvalg.
- 6 mio. kr. brugte biotek virksomheden Novozymes på bestyrelsens lønninger sidste år. Formanden tjener lidt over 1,2 mio. kr. om året, mens næstformanden får godt 800.000 kr. i løn. Resten af medlemmerne får lige over 400.000 for deres bestyrelsesarbejde, og yderligere 200.000, hvis de sidder i bestyrelsens revisionsudvalg. Formanden for udvalget får 400.000 kr.
- I Chr. Hansen blev der sidste år brugt lige over 5,2 mio. kr. på at aflønne bestyrelsen. Bestyrelsesformanden tjener lidt over en million kr. om året, mens næstformanden får 525.000 kr. Resten af bestyrelsesmedlemmerne får 350.000 kr. for deres arbejde i bestyrelsen, og derudover 100.000 kr. hvis de sidder i et af bestyrelsens to udvalg. De to udvalgsformænd får begge 200.000 kr. for deres arbejde.
- Hos FLSmidth gav virksomheden sidste år i alt 5 mio. kr. til bestyrelsen i løn. Her får bestyrelsesformanden 1,2 mio. kr. i år, mens næstformanden får 800.000 kr. De øvrige medlemmer får en basisløn på 400.000 kr. Hertil kommer et honorar på 100.000 kr. for at sidde i et af bestyrelsens fire udvalg. I hvert udvalg får formanden 200.000 kr. i honorar.
- Biotekvirksomheden Genmab brugte i 2013 lige knap 5 mio. kr. på at lønne virksomhedens bestyrelse. Genmab er en af de virksomheder, der har valgt at lønnen til bestyrelsen skal stige i år. Formanden for bestyrelsen får således 780.000 kr. om året, mens næstformanden får 520.000 kr. De øvrige medlemmer tjener 260.000 kr. på deres bestyrelsesarbejde foruden 50.000 kr. for at sidde i et udvalg og 150.000 kr. for at være formand i et udvalg.
- Topdanmark brugte lidt over 4,6 mio. kr. på løn til bestyrelsen sidste år. Her får bestyrelsesformanden i år 975.000 kr. i løn, mens næstformanden får 650.000 kr. Resten af bestyrelsesmedlemmerne tjener 325.000 kr. om året. Derudover gives der 162.500 kr. til medlemmer af bestyrelsens revisionsudvalg, mens udvalgets formand får lige over 243.000 kr.
- I Coloplast blev der sidste år brugt 4,6 mio. kr. på løn til bestyrelsen. Formanden får lige over en million kr., mens næstformanden tjener 612.500 kr. i år. Resten af medlemmerne i bestyrelsen tjener 350.000 kr., mens et medlem af bestyrelsens revisionsudvalg får 175.000 kr. for sit arbejde.
- Transportvirksomheden DSV brugte sidste år 4,2 mio. kr. på løn til sin bestyrelse. I år får bestyrelsens formand 1,2 mio. kr. i løn, hvilket er 600.000 kr. mere end sidste år. Næstformanden i bestyrelsen tjener 600.000 kr., mens de øvrige medlemmer får 400.000 kr. for deres arbejde. De medlemmer af bestyrelsen, der sidder i revisionsudvalget får derudover 200.000 kr. om året i løn, mens udvalgets formand får 400.000 kr.
- Hos William Demant, der sælger og producerer høreapparater, udbetalte man sidste år løn til bestyrelsesmedlemmerne for 3 mio. kr. Her får formanden 900.000 kr. om året for sit arbejde, mens næstformanden får 600.000 kr. De øvrige medlemmer af bestyrelsen får 300.000 for at sidde i virksomhedens bestyrelse.
- Jyske Bank er det C20-selskab, der bruger færrest penge på løn til sin bestyrelse. Banken brugte sidste år 2,8 mio. kr. Bestyrelsesformanden får i år en halv million kr. i løn, mens næstformanden får 350.000 kr. Resten af medlemmerne får 250.000 for deres arbejde, mens det giver 60.000 kr. ekstra om året at sidde i et af bestyrelsens tre udvalg. Formændene i disse udvalg får 90.000 kr.
Tallene stammer fra virksomhedernes egne oplysninger i årsregnskaber samt referater fra generalforsamlinger. På virksomhedernes generalforsamlinger vedtages det hvert år, hvor meget bestyrelsesmedlemmerne skal have i løn.